Test af chat-programmer til mobilen
MSN Messenger er et populært chatprogram. Derfor virkede det også indlysende, at det var det program, som 3 satsede på til at lokke kunder til, som var ude efter chatprogram til mobilen. De har integreret programmet direkte i en række af deres modeller. Men først lige et par ord omkring chatprogrammer.
De er en smart måde at kommunikere på, hvad enten det er med kolleger, venner eller familie. Man kan se, hvem der er online, så man kan få svar med det samme, kontakten er altså mere direkte i forhold til SMS-kontakt. Desuden er det billigere at sende en chat-besked end en SMS-besked.
Microsofts MSN Messenger er blevet det altdominerende program til computere i Danmark og Europa. De første mobiltelefoner med MSN Messenger indbygget var Qteks Microsoft-baserede produkter. Men i dag kan stort set alle telefoner bruge programmet. Også andre programudviklere har små, smarte programmer, som kan koble sig op til servere til både MSN Messenger, ICQ, Google Talk og andre chatsystemer. De sidste par år er der dukket flere java-programmer op til MSN Messenger. De kan bruges med stort set alle telefoner, der har set dagens lys de sidste par år. De bedste chat-programmer er dog dem til smartphones, specielt Agile Messenger er rigtig godt. Med smartphones kan man have flere samtaler i gang på samme tid og man kan have programmet kørende i baggrunden, mens man bruges telefonen til andre ting.
MSN Messenger hos 3
Vældig brugervenlig, men har ikke nær så mange funktioner som f.eks. Microsoft Live Messenger. Er dog hurtigere ved opstart end netop dét program. Kan indstilles til at give lyd, når der er nye beskeder eller nye kontakter går online. Stort plus for, at man kan gemme programmet, så man kan lave andet med mobilen samtidig. En lyd fortæller, når der kommer nye beskeder, og så kan man gå direkte til samtalen, uanset hvor i telefonen man befinder sig. Minus for ikke at kunne sende billeder og filer via programmet.
Type: Java
Fungerer med: 3’s mobiltelefoner
Link: http://privat.3.dk/Tjenester/MSN/
Mobil hjemmeside: Direkte link i 3’s mobiltelefoner i Planet 3
Pris: Gratis, er også gratis i brug resten af livet, hvis det installeres og aktiveres inden 31.12.06
MSN Messenger hos Telia
Ikke den bedste version af MSN Messenger. Man kan ikke downloade programmet hos Telia, men man skal ind i deres Surfport hver gang, man vil bruge det. Det kan alle brugere dog gøre, selvom man ikke er kunde hos Telia. Man kan tilføje nye kontakter, føre gruppesamtaler eller sende lynbeskeder (men kun på engelsk!) og der er andre gode funktioner. Desværre er det hele temmelig usmidigt i brug. Programmet fungerer nærmere som en hjemmeside end et selvstændigt program. Derfor er det mobilens webbrowser, man bruger, når man vil bevæge sig frem og tilbage i programmet. Desuden er designet og layoutet mindre pænt end hos f.eks. 3.
Type: Java
Fungerer med: Alle java-telefoner
Link: –
Mobillink: http://mobil.surfport.dk
Pris: Gratis
Microsoft Live Messenger
Er lidt lang tid om at starte op, men fungerer ellers rigtig godt. Ligner næsten til punkt og prikke computer-versionen mht. brugerflade og er rigtig brugervenlig. Det er let at tilføje nye kontakter og humørikoner vises med billede, og ikke blot tegn, som med andre programmer. Kan indstilles til at give lyde ved nye beskeder og nye online-kontakter.
Eneste store minus er, at man ikke kan have programmet gemt, mens man laver andre ting. Bliver man ringet op, mens programmet er i gang, bringes man dog automatisk til hovedmenuen, så man kan besvare opkaldet. Man ledes automatisk tilbage til chat-programmet bagefter. Et mindre minus er også, at man ikke kan sende f.eks. billeder via programmet til andre, der er online.
Type: Java
Fungerer med: Java-telefoner
Link: Ligger på en kinesisk hjemmeside med en lang link-tekst, men klik her, så kommer du til programmet.
Mobil hjemmeside: –
Pris: Gratis
Agile Messenger
Det måske bedste og mest stabile chatprogram. Udover en god brugerflade kan man sende billeder fra kameramobilen til dem man chatter med. Programmet kan køre i baggrunden, mens man laver andet med mobilen. Kun til smartphones.
Type: Symbian Series 60, UIQ, MS Smartphone, Pocket PC, Palm OS
Fungerer med: MSN, ICQ, Yahoo, AIM, Google Talk
Link: www.agilemobil.com
Mobil hjemmeside: wap.agilemobile.com
Pris: 25 euro om året, gratis testversion findes.
JMSN
Et chatprogram, som også klarer filoverførsel fra Sony Ericssons smartphones i P-serien (P900/910 med flere). Den klarer også gruppesamtale samt flere andre lidt mere avancerede funktioner.
Type: Java til Symbian UIQ
Fungerer med: Sony Ericssons P-serie
Link: www.jmsn.net/jmsn
Mobil hjemmeside: http://shorl.com/botatusilusi
Pris: 20 dollars, gratis testversion findes.
eMSN
Et af de bedre og frem for alt pænere MSN-programmer til java-telefoner. Det er også gratis takket være tekstreklamer, som vises, når du starter en samtale. Det tager lidt ekstra tid, når en samtale startes, hvilket kan irritere lidt.
Type: Java
Fungerer med: MSN
Link: www.funrungames.com/emsn.php
Mobil hjemmeside: http://shorl.com/gadrostadropede
Pris: Gratis
Ultra IM
Fungerede godt på alle de modeller, vi testede den på, også selvom den var en anelse træg. Den giver en lyd og viser i toppen af skærmen, når der kommer en ny besked. Programmet giver et godt overblik. Man kan også sortere kontakterne i grupper eller bare efter hvem, der er online.
Type: Java
Fungerer med: MSN
Link: www.mobisophy.com
Mobil hjemmeside: http://ota.mobisophy.com/index.htm
Pris: 20 dollars, gratis testversion findes
Og resten
Mobichat
Et af de nyere chatprogrammer til MSN, som fungerer både til javatelefoner og Symbian. Brugervenligt og godt, når det fungerer, men på nogle modeller er programmet ustabilt og på andre igen virker det slet ikke.
IM+
Fungerer okay, men uden at brillere. Java-versionen virker en anelse træg i opstarten, samt når man skal have beskederne vist.
Quick IM
Et af de bedre javaprogrammer til chat med mobiltelefonen. Desværre fungerer det ikke på alle java-telefoner. Det fungerede dog godt på Sony Ericsson-telefoner.