Test af Samsung Galaxy S: Internet og opkobling

I dag er vi nået til internetdelen i Samsungs flagskib Galaxy S, hvor vi kigger lidt nærmere på dens muligheder for opkobling til internettet og naturligvis dens internetbrowser. Specielt sidstnævnte imponerer.

Test af Samsung Galaxy S: Internet og opkobling

Samsung Galaxy S understøtter alle de gængse former for at opnå forbindelse til internettet. Der er naturligvis quad-band 2G med understøttelse af EDGE, turbo-3G med hastigheder på op til 7,2 megabit i sekundet ned og 5,76 megabit i sekundet op, samt naturligvis WiFi med understøttelse af både b-, g- og n-standarden og desuden også DLNA.

Nem internetdeling

Man kan dele internetforbindelsen via USB-kablet, og det virker ganske fint og lige til. I menuen Indstillinger skal man lige nogle lidt kringlede veje ind til USB-indstillingerne, men her kan man sætte USB-forbindelsen til at dele internettet, og det virker helt som det skal. Hvis jeg ikke husker galt, så kan man også dele internetforbindelsen via modellens WiFi-forbindelse, men det har jeg god ikke kunnet finde noget sted. Muligvis fordi softwaren på vores testmodel ikke er hundrede procent færdig.

Glimrende internetbrowser
Men egentlig har man sjældent brug for at dele internetforbindelsen på Galaxy S med en computer. Internetbrowseren i modellen virker nemlig virkelig godt. Der er tale om den sædvanlige internetbrowser i Android, og den gør jobbet rigtig godt. Siderne bliver hentet og vist hurtigt, og man kan zoome ind både ved hjælp af to hurtige tryk på skærmen eller ved hjælp af den berømte pinch-to-zoom-teknik. Og begge ting fungerer ganske flydende og hurtigt.

Man kan naturligvis have flere sider åbne i forskellige vinduer, og det er relativt nemt at hoppe imellem dem.

Der er et par enkelte småting at udsætte på internetbrowseren, men det er virkelig i småtingsklassen.

Den understøtter ikke Flash, men det skulle komme, når modellen bliver opdateret til Android 2.2 ‘Froyo’ senere. Og desuden er der indbygget en YouTube-klient, så man stadig kan se YouTube-videoer, hvis det er det, man vil.

Tilpasning af tekst til sidebredden kræver et dobbeltklik på skærmen, hvis man har zoomet ind ved hjælp af pinch-to-zoom, og på enkelte sider virker dette ikke. Det er dog ikke noget der som helhed går ud over den glimrende oplevelse det er at surfe på nettet med Galaxy S.