Test af Vivaz Pro: Hardware og skærm
Vivaz Pro minder rigtig meget om den almindelige Vivaz, og de færreste lægger mærke til at modellen rent faktisk har et fysisk tastatur, når de får den i hånden for første gang. Tastaturet er nemlig gemt væk og skydes kun ud, når man har brug for det. Selvom Vivaz Pro altså har fået tilføjet et fuldt QWERTY-tastatur, er den kun blevet et par millimeter tykkere omkring livet. De øvrige mål er mere eller mindre identiske. Tilføjelsen af tastaturet har dog resulteret i tyve gram ekstra kampvægt, så modellen ender med en vægt på 117 gram.
Vægten er faktisk rigtig behagelig og den føles ikke tung. Sony Ericsson har brugt rigeligt med plastik til at bygge Vivaz Pro, og der er ingen tvivl om at det har været med til at gøre telefonen lettere. Byggekvaliteten er faktisk ret god, men den udmærker sig ikke synderligt. Tastaturets skydemekanisme er stram og godt skruet sammen – selv når tastaturet er synligt, virker den ikke løs.
Vivaz Pro er baseret på Symbian-styresystemet og har derfor tre obligatoriske knapper på fronten til opkald og menuen. Knapperne er placeret nær bunden af telefonen, hvor man umiddelbart ville tro at de er umulige at bruge. Grundet telefonens "menneskelige former", som Sony Ericsson kalder dem, får telefonen et udmærket tyngdepunkt, som faktisk gør det overraskende let, at bruge knapperne.
Tastaturet er godt at skrive på. Der er ingen tvivl om at Sony Ericsson med Vivaz Pro vil henvende sig til forretningsfolket og unge, der er ivrige efter at skrive lange beskeder og chatte på mobilen. Der er god afstand mellem tasterne og de føles rigtig gode at skrive på. Modellen har i øvrigt de danske bogstaver på tastaturet, så man slipper for at skulle holde flere taster nede ad gangen for at skrive de danske bogstaver.
Skærmen er 3,2 tommer stor og har en opløsning på 640 x 360 pixels, også kaldet nHD-opløsning. Desværre er det en resistiv skærm, og hvis man kommer fra en mobil med en kapacitiv skærm, er det noget af en omvæltning. Den resistive skærmtype er generelt mindre følsom og man skal trykke forholdsvist hårdt på skærmen.
Følg med i morgen, når vi kigger nærmere på styresystemet og Sony Ericssons tilpasninger.