På overfladen ligner HTC’s nye supermobil, Desire HD, nok blot en Desire med en større skærm. Men ud over de mange nye opdateringer til HTC’s egen brugerflade Sense, er der faktisk også sket ting og sager på hardware-fronten, selvom man måske ikke umiddelbart ser det på papiret.
Test afslører store forbedringer
Ud over den utroligt høje mængde arbejdshukommelse på 768 megabyte, så har Desire HD en ny Snapdragon-processor fra Qualcomm med navnet QSD8255 og en clockfrekvens på en gigahertz. Det lyder umiddelbart ikke meget anderledes end den ‘gamle’ Snapdragon-processor med navnet QSD8250 og samme clockfrekvens, men nye tests taler deres tydelige sprog.
I den såkaldte Quadrant benchmark-test, der tester processor, hukommelse og både 2D- og 3D-grafik, er Desire HD omkring 30 procent bedre end Nexus One med Android 2.2, der specifikationsmæssigt er identisk med HTC Desire.
Grafikken er meget mere flydende
Den grafiske ydeevne er i særdeleshed blevet bedre på grund af den nye Adreno 205 grafikprocessor, hvilket en såkaldt Neocore-test tydeligt viser. I denne test er opdateringshastigheden af billeder på Desire HD’s skærm nemlig dobbelt så høj som Nexus One og HTC Desire, mens den matcher Samsung Galaxy S og dens PowerVR SGX540 grafikprocessor, der anses som værende en af de absolut hurtigste på markedet.
Kilde: GSMArena.com