Test og anmeldelse af Sennheiser Momentum True Wireless: Fantastisk lyd men mange ærgerlige småting
Sennheiser Momentum True Wireless har fantastisk lyd og er behagelige at bruge, men prisen er giftig og touch-kontrollen sidder ikke i skabet. Test og anmeldelse af Sennheiser Momentum True Wireless.
Sennheiser Momentum True Wireless er flotte og har den måske bedste lyd i et true wireless headset og i hvert fald på niveau med lyden i BeoPlay E8, der hidtil har stået for den bedste lyd i denne type headset. Spørgsmålet er så, om den høje pris på 2.300 kroner kan retfærdiggøres alligevel.
Test og anmeldelse af Sennheiser Momentum True Wireless
Design
Sennheiser Momentum True Wireless er et flot sæt true wireless headset. Det er selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan lege med designet på et headset af denne art, der kun består af earbuds, men de har et lækkert finish i metal og plastik.
Der følger en et lille udvalg af eartips med i forskellig størrelse, så man kan vælge den størrelse, der passer bedst til ens ører. Selve earbuddene er dog ret store og større end de fleste andre.
Batteriæsken, der følger med som det er standard for denne type headset, stikker også ud fra de fleste andre æsker. Selve æsken er i plastik, men den er beklædt med stof, der giver den et fint udtryk.
Se også: Priser på trådløse headset
Lyd
B&O BeoPlay E8 har hidtil stået for den klart bedste lyd i denne type headset efterfulgt af Samsung Gear IconX 2018. De får begge to stærk konkurrence af Sennheiser Momentum True Wireless, når jeg skruer lyden op på omkring 50 procent. Jeg synes lyden er lidt tynd, når lydstyrken er lavere, men ved cirka 50 procent er den virkelig lækker: Bassen er god og fyldig og lyden i både de høje og lave registre står klart frem.
Headsettet har det, Sennheiser kalder for Transparent Hearing, hvor man kan vælge, hvorvidt man vil høre støj og samtaler fra omgivelserne. Det er særlig praktisk i trafikken, hvor det er vigtigt, at man også kan orientere sig lydmæssigt og altså høre lyden fra ens medtrafikanter.
Batteritid
Med æsken får man 12 timers batteritid i alt på farten. En opladning af headsettet giver cirka fire timers batteritid, oplyser Sennheiser og det holder stik – faktisk lander jeg på 4 timer og 15 minutter cirka med lydstyrken på omkring 50 procent. Det er i orden. Der findes dog andre headset af denne art med en samlet længere batteritid, hvor batteriæsken kan levere en opladning eller to mere.
Æsken kan lades op med USB-C kabel, hvilket er rigtig praktisk, da jeg bare kan lade den op med den oplader, jeg i forvejen bruger til min mobil. Jeg skal altså ikke have et ekstra kabel med på farten.
Se også: Gode true wireless headset
Funktioner
Sennheiser Momentum True Wireless er blevet kritiseret for at være besværlige at parre med mobiltelefoner, men det fungerer helt gnidningsfrit med mit eksemplar. Første gang, jeg tager dem i brug, går de i parringstilstand helt af sig selv og dukker op på i bluetooth-indstillinger på min mobil – klar og parat til en omgang parring – de har givet tilsagn, så alt er i skønneste orden…
Man kan styre musikken via touch kontrol på de to earbuds. Den er dog ikke særligt intuitivt og det er en god idé lige at læse quick guiden, første gang man tager dem i brug. Touch kontrollen kan også bruges til at besvare opkald med eller til at afvise opkald.
En irriterende ting er, at hvis jeg tager den ene earbud ud af øret for for eksempel at tale med en, så sættes musikken på pause – men tager jeg den anden ud og lægger dem ved siden af hinanden eller har dem i hånden, så spiller de videre. Det er virkelig dumt. Og de bliver bare ved med at spille, indtil jeg må trykke på pause på telefonen eller på headsettet. Tager jeg begge earbuds ud på samme tid, så sættes musikken dog på pause.
Bruger man sit bluetooth headset, hvor man skifter mellem flere enheder, er det lidt besværligt med Sennheiser Momentum True Wireless, da man skal slukke og tænde det, hvis man vil skifte fra at lytte på mobilen til en computer – eller en anden kompatibel enhed, som man allerede har parret med headsettet. Det skulle muligvis være muligt at justere dette i Sennheiser Smart Control-appen, men den kunne ikke finde headsettet.
Og det er ikke slut her: Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan slukke for headsettet uden at sætte det i æsken elle slukke for bluetooth-forbindelsen på min mobil. Er musikken sat på pause, går headsettet heller ikke automatisk ud – efter en lille times pause med headsettet på bordet, går musikken i hvert fald bare automatisk i gang igen, da jeg sætter det i øret.
Som det sig hør og bør, så er Sennheiser Momentum True Wireless også udstyret med digitale assistenter som Apple Siri og Google Assistant.
Pris og konklusion
Prisen på 2.200 kroner er høj og sig synes at den også er for høj i det samlede billede. Okay, lyden er fremragende, men der er en række småting, der forstyrrer helhedsindtrykket og det er svært 100 procent at anbefale det, når man kan få true wireless headset til det halve i pris, der leverer varen. Til sammenligning koster for eksempel Beoplay E8 fra omkring 1.700 kroner.
- Karakter: 7/10
- Pris: 2.200 kroner
Se også: Guide til de bedste headset