Test og video: Politikens nye abonnements-app til iPhone
Politikens iPhone-app (som også virker på iPod Touch) minder meget om en af de bedste internationale apps, nemlig den fra Huffington Post.
Man kan få vist alle typer nyheder dækkende almindelige nyheder, sport, kultur og så videre. Øverst på siden er en bjælke med kategorier, som man kan scrolle mellem fra side til side. Det er muligt at tilpasse bjælken, så man får de kategorier, man oftest læser, først. Det fungerer let og intuitivt.
En af Politikens store styrker som avis er deres fotos og netop det har Politiken valgt at gøre noget ekstra ud af i form af flotte billedgallerier, der kan spænde over hvad som helst. De bliver vist flot i et billedgalleri og trykker man på skærmen, får man vist tekst, der kort fortæller om billedet. Politiken formår at udnytte foto-potentialet godt i deres app. Det er også muligt at se Politiken-TV i app’en og det fungerer ligeledes fint med ret skarpe billeder.
Det er muligt at gemme artikler til senere, hvor de kan læses offline.
Visuelt er stilen holdt ret afdæmpet og designet flyder fint ind i iPhone-brugerfladen. Det er meget let at navigere rundt i app’en og tilpasse kategoerierne som man har lyst og vigtigst af alt måske – så der er tale om en rigtig hurtig brugerflade. Men det er ret mærkeligt, at man ikke kan læse nyheder i bredskærmsformat. Kun billedgalleri og tv-klip kan vises i bredformat. Det kunne jeg godt bruge til almindelige nyheder også, så man slipper for at skulle scrolle for meget.
Vi oplevede derudover allerede efter 10 minutters brug, at billedgalleri og tv ikke kunne vises. Så lukkede vi programmet og startede op igen, og så virkede det. Nu der er tale om en betalings-app, 12 kroner i abonnement hver måned, kunne man godt have forventet, det var muligt at kommentere de enkelte artikler. Men det kan man ikke.
Desuden kunne det nok også have været smart, hvis der var en vejr-kategori, men den kommer på et senere tidspunkt, hvis der er efterspørgsel efter det. Det skal der nu nok være, for vi danskere er, som resten af verden, jo bare vilde med at vide hvordan vejret bliver – og kan man få den info i Politikens app, så vil den uden tvivl appellere til endnu flere.
Alt i alt er Politkens nye app flot og egentlig også brugervenlig nok, men app’en virker lidt ustabil og det er lidt besynderligt, at almindelige nyhedsartikler ikke kan vises i bredformat. Det bliver spændende at følge, om Politikens læsere så er villige til at betale 12 kroner hver måned for at bruge den.
Politiken App
Karakter: 7/10
Testet på: iPhone 4
Pris: 12 kroner/måned
Link: Apple App Store