Test: Skullcandy Hesh 3 er billigt, simpelt og fint bluetooth headset til prisen
Skullcandy Hesh 3 har en pris omkring de 700 kroner og det virker til at være en udmærket prissætning på et overear headset med god lyd, stabil bluetooth og lang batteritid. Test af Skullcandy Hesh 3.
Test af Skullcandy Hesh 3
Design
Skullcandy Hesh 3 er lavet i plastik og ørepuderne er med hukommelsesskum, så de over tid former og tilpasser sig brugerens ører. Der er egentlig ikke noget i vejen med plastik, men det føles lidt billigt på Mesh, men prisen er selvfølgelig også forholdsvis lav.
Headsettet kan foldes sammen, hvilket er praktisk til rejsen. Knapper til volumen, skifte sang og tænd/sluk har en god størrelse, men de er alligevel ikke super enkle at ramme i blinde, når headsettet sidder på hovedet. Når man finder dem, er de dog fine nok at trykke på.
Jeg har læst kritik af, at de trykker for meget på ørene og hovedet, men min opfattelse er, at de i hvert fald ikke trykker lige så meget som Skullcandy Crusher, som vi også har testet. Jeg kan godt have dem på hovedet en times tid, uden det gør ondt, selvom jeg bruger briller.
Se også: Priser på bluetooth headset
Lyd
Lyden er udmærket via bluetooth på Hesh 3 og man kan skrue op og ned for lyden på højre ørekop samt slukke og tænde headsettet også her. Der er ingen ekstra funktioner til lyden – den er bare, som den er. Det er også helt i orden, for den er ganske udmærket med okay bas og bund i lyden og klare detaljer og fint lydbillede i det hele taget.
Der er ikke aktiv støjreducering eller materialer, der fremmer støjreducering og det mærker jeg tydeligt på særligt flyet, hvor jeg fik dem med på en kort tur. Den susen, der kommer fra flyet, høres tydeligt. I bus og i trafik på cykel er lyden derimod i orden og det er trods alt rart at kunne orientere sig i trafikken rent lydmæssigt.
Se også: De bedste headset
Funktioner
Skullcandy Hesh 3 har ingen særlige funktioner at fremhæve – løber headsettet tør for strøm til trådløst brug, kan man sætte kabel i og lytte videre med det. Batteriet kan lades op til 4 timers musikafspilning på cirka 10 minutter – det er nok den vildeste funktion.
Batteritid
Batteritiden er fremragende på 22 timer. Det er rigtig fint for et headset i det prisleje, det ligger i. Jeg vil faktisk fremhæve batteritiden som det måske bedste ved headsettet. Løber man tør for strøm, kan man som sagt lade op til fire timers brug på 10 minutter og man kan også vælge at bruge kabel med 3,5 mm jackstik i stedet for.
Se også: Gode headset til sport
Pris og konklusion
Skullcandy Hush 3 er det, man kan kalde for et no-nonsense bluetooth over ear headset – det klarer sig fint på lyd, batteritid og bluetooth-opkobling og har en meget rimelig pris. Ekstra funktioner som for eksempel støjreducering er der ikke, men man får også, hvad man betaler for. Alt i alt er Skullcandy Hesh 3 et rigtig glimrende bluetooth heaadset til prisen.
Karakter: 7/10
Pris: Fra cirka 700 kroner
Se også: Test af høretelefoner