Test: Taske med indbygget batteri til iPad
En skuldertaske i gråt uld med brune skinddetaljer, hvor der blandt andet er en hær af små lommer til kreditkort og lignende. Mere avanceret end som så er Trophy Power Bag egentlig ikke.
Den er nogenlunde praktisk, da den mest er tænkt som en taske til at bære på din iPad, selvom man også kan mase en laptop derned, og taskens klap holdes på plads ved hjælp af en lille og lidt for svag magnet i bunden.
Materialevalget er lidt hipsteragtigt, men forholdsvis diskret og stilrent, når den er lukket, og skulderstroppen er bekvem nok til den tiltænkte vægt, men ikke så meget mere.
På indersiden skjuler tasken sin store ”ting”, nemlig en specialsyet lomme med et rørformet batteri i 7600 milliampere og et USB-stik til at tilkoble og oplade enten din tablet eller mobil. Batteriet skal ifølge producenten række til to eller tre opladninger af en tablet og op til seks opladninger af en mobil.
Egentlig kan du gøre fuldkommen det samme med alle tasker og et eksternt batteri, og så får du samtidig fuld valgfrihed, når det kommer til udseende og batterikapacitet.
Dog kan vi lide, at det er med fra starten i taskens konstruktion, noget som flere taskeproducenter burde tage hensyn til med tanke på, hvor elendig batteritiden er på mange af vores daglige apparater i dag.
Trophy Power Bag
Type: Skuldertaske med indbygget batteri
Mål: 265 x 325 x 20 mm
Pris: 899 kr
Karakter: 6/10