Test: Vi sammenligner kamera i iPhone 5 med iPhone 4S og Galaxy S III
Den tydeligste forskel, vi mærker i forhold til iPhone 4S, er, at iPhone 5 klarer dårlige lysforhold meget bedre end sin forgænger – i særdeleshed, når man står med telefonen mellem hænderne, for det er langt lettere at se, hvad der sker på skærmen på den nye iPhone.
Resultatet er ikke helt så overbevisende, når vi kigger på billedet efterfølgende, og der er trods den nye blænde på f/2.2 ret meget støj på billedet.
Udenfor hjælper HDR-funktionen både iPhone 4S og iPhone 5, og den er særdeles anvendelig, når der er himmel med på billederne, som kan være med til at øge antallet af forskellige mørke og lyse dele i billedet.
I en del tilfælde bliver HDR-billedet dårligere end det originale billede, men er himlen med, så er funktionen til stor hjælp.
De to Apple-telefoner klarer sig i sammenligning med Samsung Galaxy S3 ikke helt så godt på mørke udendørsbilleder, heller ikke på de billeder vi tog med iPhone 4S og 5 med HDR-funktionen slået til.
På makrobilledet har Samsung-telefonen svært ved at finde fokus på det lille hvide bær, ligesom den kommer til kort, når det handler om at fange farverne i resten af billedet. De to iPhones klarer det noget bedre.
I galleriet herover har vi taget de bedste billeder med fra hver enkelt setup. Vi har altså ikke bare nappet et enkelt billede og ladet det være udgangspunktet, men forsøgt at få det enkelte kamera til at fremstå så godt som muligt.
Denne sammenlignende test er skudt under forhold, som de fleste skyder billeder under, nemlig ved at holde telefonen i hånden og uden at bruge stativ.
I næste uge er vi klar med kameratest af iPhone 5, hvor vi skyder billeder under kontrollerede forhold, og hvor telefonen står på stativ. I den forbindelse vil vi sammenligne med blandt andet HTC One X, Sony Xperia S, Samsung Galaxy S III, LG Optimus 4X HD, Huawei Ascend P1 og Nokia Lumia 900.