TETRA får premiere ved Copenhagen Marathon
TETRA får nemlig for alvor sin premiere i Danmark i forbindelse med løbet, og derfor bliver dagen en historisk mærkedag for TetraNet – den første maraton-mur bliver passeret.
-Vi har indgået en aftale med Hovedstadens Samaritterkorps som har brug for effektiv og sikker kommunikation i forbindelse med deres førstehjælps-indsats under løbet. Samaritterne yder et utroligt stort frivilligt arbejde året rundt, og det mener vi skal påskønnes. Derfor blev vores første rigtige kunde et sponsorat, siger marketing direktør Ole Haslund fra TetraNet.
Hovedstadens Samaritterkorps er en del af Hovedstadens Afdeling i Dansk Røde Kors, og består af cirka 100 frivillige ulønnede samaritter, der sidste år hjalp i alt 1.600 tilskadekomne under arrangementer som eksempelvis maratonløbet, koncerter og større events.
Med aftalen får samaritterne mulighed for gruppekommunikation, bedre alarmering samt en bedre dækning i Københavnsområdet. Det er stærke forbedringer for korpset, som glæder sig til at komme i gang med TETRA som nogle af de første i Danmark.
– Under vores arbejde er sikker radio-kommunikation en nødvendig bestanddel af vores semiprofessionelle indsats. Der er ingen tvivl om at TETRA er fremtiden, og for os betyder overgangen til TETRA en betydelig forbedring i kommunikationen mellem vores samaritter og rekvirenter, fortæller Reidar Darre fra Hovedstadens Samariterkorps.