Tetra i hovedstadsområdet
Det er Hovedstadens Udviklingsråd – HUR – der har sat skub i etableringen af det Tetra-netværk, som har været undervejs siden to landsdækkende licenser blev uddelt i oktober 2001. Med valget af Motorola som leverandør af nyt tale- og datasystem til HT-områdets 1200 busser blev HUR den kunde, som satte TetraNet i gang med en ordreværdi på et trecifret millionbeløb.
– Vi er utrolig glade for, at HUR har valgt Motorola som leverandør. Dermed kan vi nu satse på vores landsdækkende Tetra-licens, og indlede salget af fremtidens radiokommunikation til professionelle brugere, siger direktør Ole Niss fra Motorola.
Niss er samtidig bestyrelsesformand for projektet TetraNet, der i januar måtte skrotte sin oprindelige strategi om at tage beredskabskunderne ind i stor stil. Beredskabet blev simpelthen væk, og det fik TetraNet til at ændre strategi og fokusere på det private marked.
– Den strategi bærer nu frugt. Med HUR’s ordre står vi om nogle måneder med et operativt netværk i hele HT-området, og kan dermed også dokumentere alle Tetras fortræffeligheder for eventuelle tvivlende brugere, siger en glad Ole Niss, der nu vil sammensætte en stærk ledelse til TetraNet og sikre en effektiv implementering af ordren til HUR.
– Det er en betingelse for succes, at vi opfylder kontrakten med HUR – helst endda over forventning. Derfor er det vigtigt, at TetraNet nu kommer godt fra start. Det vil vi sikre med en stærk dedikeret ledelse, som kan fokusere på at realisere vores strategier effektivt, overbevisende og meget gerne hurtigt, siger Ole Niss.
Operatørerne satset på at være landsdækkende inden for få år.