The Sims 3 snart klar til iPhone
EA Mobile er en af de spilproducenter, der virkelig har satset på at udvikle spil til iPhone og iPod touch, og det er med stor succes. EA Mobile har allerede leveret en række imponerende spil til platformen, herunder Need For Speed Undercover, Spore Origins samt Tiger Woods PGA Tour, og nu er de altså snart klar med The Sims 3, der ligesom de øvrigt nævnte forventes at blive en af de helt store kassesuccesser.
Som du nok allerede har gættet, handler The Sims 3 om at sørge for at de små sims-karakterer kommer godt gennem livet og dets mange udfordringer. Man har mulighed for at personliggøre sine sims, snakke med andre sims og opbygge det vildeste drømmehus. Specielt grafikken og brugen af den trykfølsomme skærm imponerer gevaldigt. Umiddelbart minder The Sims 3 til iPhone meget om The Sims 2 til computeren, om end det hele er krympet en kende.
Spillet vil blive tilgængeligt d. 2. juni, og du kan se en otte minutter lang videodemonstration af spillet ved at trykke her, hvis du ikke kan vente. Du kan læse mere om spillet på dets officielle hjemmeside.