Tilbageblik på 2007
Opture
1. Apple iPhone så endelig dagens lys i New York. Og det gik ikke stille af, og der må være tale om en uofficiel verdensrekord i mediebevågenhed, når det gælder en mobiltelefon. Var den hysteriet værd? Svaret er ‘ja’. Ikke på grund af unikke features – specifikationsmæssigt halter den godt bagefter konkurrenterne på flere områder. Derimod er den fantastisk brugervenlig en fornøjelse at bruge. Den har sat nye standarder for multimedieintegrationen med trykfølsomme skærme.
2. Så kom Telia, Sonofon og TDC endelig med på turbo-3G-bølgen, så det ikke længere er lille 3, der skal drive 3G-markedet fremad. Det satser vi i hvert fald på, bliver tilfældet.
3. Bibob kom på banen og fik rystet godt op i mobilbranchen igen. Det gjorde de med Frank Rasmussen i spidsen og med et utrolig simpelt og derfor gennemskueligt produkt uden skjulte fiksfakserier: Ingen opkaldsafgift, sekundtaksering, 1 øre i sekundet og sms’er til 15 øre stykket. Sådan skal det gøres!
4. Mobiltelefoner med trykfølsomme skærme kom for alvor til at sætte deres aftryk på 2007. Ikke alene var denne løsning med til at give mobiltelefonerne et tiltrængt designløft, det gjorde også brugen af telefonerne bedre. Først og fremmest fordi skærmene blev større, men også fordi det gør ting som internetsurfing langt lettere, når man bare kan trykke direkte på skærmen.
5. 3 præsenterede deres helt store Rolls Royce-pakke, X-series. Den var blandt de store positive ting i 2007. Ikke fordi indholdet som sådan var spritnyt – det havde man set tidligere – men bare det, at en operatør leverede én samlet datapakke med så mange spændende ting som Skype, podcast, Messenger, e-mail, tv, Yahoo!, Sling, Orb og Zap var banebrydende. Og det det vel stadig. 3 kan være stolte af denne pakke.
Nedture
1. Apple iPhone kom ikke forbi disse breddegrader, hvilket er en skandale i vores øjne. Nedtur er det også, at iPhone ikke er udstyret med 3G.
2. Telia, Sonofon og TDC var afsindigt længe om at komme med på turbo-3G-bølgen herhjemme. Ja, Telia skulle helt hen i slutningen af 2007, inden deres kunder overhovedet så meget som så skyggen af 3G.
3. 2007 skulle have været året, hvor kameramobilerne ikke længere havde nok i at bruge antallet af megapixels som salgsargument. Men her blev vi godt skuffet. Det handler stadig om megapixel, og ikke optisk zoom, rigtig flash og hurtighed og alt det gejl..
4. Både Google og Yahoo! forudsagde, at annoncer til det mobile internet ville betale for brugernes mobile internetforbrug. Vi hørte også branchen tale om, at musikkøb over mobiltelefonen kunne betales mod at man ser annoncer. Det skete ikke. Sådan en løsning ville ellers kunne sætte gevaldig skub i det mobile forbrugsmønster.
5. Det var måske ikke et gigantisk chok, at Motorola tidligere på året blødende måtte overlade andenpladsen til Samsung som verdens andenstørste mobilproducent. Men alligevel – at tabe mere end 9 procent af verdensmarkedet på gulvet på et år, det er voldsomt – det gør ondt. De må indse, at Razr-konceptet er blevet sløvere end en blød banan.