Tilbagegang for HTC’ smartphone-salg

Samsung og LGs asiatiske konkurrent HTC rapporterer om sit salg på månedsbasis, men kvartalsrapporten for årets første 3 måneder er først lige kommet. Og også HTC har måtte se sine salgstal skrumpe.

Tilbagegang for HTC’ smartphone-salg

Selv HTC må tage plads i rækken af mobilproducenter, der har måttet se deres salgstal skrumpe. For årets første tre måneder rapporterer virksomheden om 2,4 millioner solgte mobiler, hvilket svarer til en markedsandel på cirka 0,9 procent. Det er en nedgang i salgsvolumen på næsten 8 procent i forhold til samme periode i 2008. Sammenligner man med 2008s sidste 3 kvartaler, er nedgangen endnu større med et fald i salgsvolumen på hele 35 procent.

Trods de faldende salgstal og en profit, der er faldet med 30 procent, opretholder HTC nu alligevel en ganske pæn profitmargin. Fra firmaets indtægter på cirka 932 millioner dollar er der cirka 144 millioner dollar i rent overskud efter skat.

På produktionssiden vil man fra HTCs side fortsætte med salget af Windows Mobile baserede smartphones sideløbende med fortsættelsen af den vellykkede lancering af Androidmobilen Magic.

Magic kommer til at blive solgt af Vodafone i fem europæiske lande med start i det igangværende kvartal. Af de fem lande har Vodafone eksklusivrettigheder til at forestå salget i de fire, nemlig Tyskland, Frankring, Storbritannien og Spanien.

HTC lover, at Magic også snart lander i de øvrige europæiske lande, og sågar også i USA og på de asiatiske markeder.

I løbet af det igangværende kvartal forventes de nye mobiler, der blev lanceret i årets første kvartal – det vil sige den nye Android-baserede Magic og 3 Windows Mobile-baserede mobiler – at give kraftigt udslag i salgstallene. Det til trods forventes HTCs samlede salgstal blot at stige marginalt i forhold til samme periode sidste år.