To mobilforhandlere sladrede til myndighederne
Dagbladet Børsen kan i dag afsløre, at det var mobilforhandlerne BlueTel og Elgiganten, der sladrede til Konkurrencestyrelsen. Oplysningerne fra de to forhandlere var medvirkende til, at TDC, Orange, Sonofon og Telia blev udsat for en omfattende ransagning. Og netop nu undersøger Konkurrencestyrelsen, om de fire selskaber har samarbejdet om faste priser og avancer på mobiltelefoner og abonnementer.
Det mener BlueTel og Elgiganten, at selskaberne har.
– Vi kan ikke få lov til at sælge telefonerne billigere i dag. Men det er urimeligt, at en lokal forhandler på Nørrebrogade kan sælge telefonerne til samme pris som os, siger Elgigantens direktør, Jesper Boysen, til avisen.
Han kalder det samtidig en ubetinget fordel, at Konkurrecenstyrelsen nu sætter fokus på aftalerne om priser på mobiltelefoner. Også hos BlueTel undrer direktør Niels Hareskov Jensen sig over teleselskabernes politik og ser frem til, at Konkurrencestyrelsen får sagen efterforsket.