To SIM-kort og cykelopladning fra Nokia
Nokia C1-00, C1-01, C1-02 og C2-00 er navnene på de fire nye modeller, der er blevet præsenteret fra Nokia. Modellerne er tiltænkt udviklingslande, hvor man generelt ikke har råd til at betale for dyre modeller.
Nokia C1-00 koster omkring 300 kroner, og er Nokias første mobil med plads til to SIM-kort. Ved at holde en knap nede, kan man hurtigt skifte mellem de to kort. Det kan f.eks. være nyttigt i udlandet, hvis man vil udnytte lavere udlandspriser med et andet SIM-kort, men samtidig gerne vil have muligheden for at bruge sit eget SIM-kort. Denne funktion er kun tilgængelig på C1-00, og ikke de to andre C1-modeller.
Lavt strømforbrug
De tre C1-modeller har alle fantastisk batterilevetid. Nokia fortæller at de skal kunne holde i op til seks uger i standby, hvilket er det længste nogensinde for en Nokia-mobil.
C1-modellerne indeholder desuden en farveskærm, FM-radio med standard højttalerstik og en indbygget lommelygte. C1-01 og C1-02 byder desuden på understøttelse af microSD-kort op til 32 gigabytes, så telefonerne i praksis kan blive blandt de billigste musikmobiler på markedet. De har også et indbygget VGA-kamera.
To aktive SIM-kort
Nokia C2 har også plads til to SIM-kort, og i modsætning til C1-00 kan man rent faktisk bruge begge SIM-kort i standbytilstand samtidig. Det betyder at begge kort kan holdes aktive, og at man kan modtage opkald og beskeder på begge aktive SIM-kort. Det ene SIM-kort kan desuden udskiftes uden at skulle tage batteriet ud af telefonen.
C2 byder også på information om helbred, landbrug, undervisning og underholdning gennem Nokias Ovi Life Tools-tjeneste i udviklingslande. Der vil også være mulighed for at få en e-mail konto gennem Ovi Mail. Nokia Messaging er også indbygget.
Der er naturligvis også FM-radio og musikafspiller indbygget, og ligesom de to største C1-modeller kan C2 også tage microSD-kort op til 32 gigabytes.
Oplad mobilen, mens du cykler
Nokia har også præsenteret et nyt tilbehør, der kan oplade din mobil, mens du cykler. Her er igen tale om et produkt, der primært er tiltænkt udviklingslande, men cykelopladeren skulle også komme på markedet i bl.a. Holland, hvor en stor del af befolkningen cykler. 10 minutter på cyklen med en hastighed på omkring 10 kilometer i timen skulle svare til godt 20 minutters taletid.
Nokia C1-00 kommer på udvalgte markeder i tredje kvartal, mens C1-01 følger tidligt i fjerde kvartal med en pris omkring 350 kroner. C1-02 og C2 kommer i slutningen af fjerde kvartal, og kommer hhv. til at koste 400 og 450 kroner.