To sjove og et praktisk Bluetooth-headset fra Nokia

Kan headsets være sjove? Det er et af hverdagens spørgsmål, som vi alle går og grunder over. Nokia mener at have svaret, og de præsenterede i dag på CES-messen i Las Vegas deres bud på sjove headsets.

To sjove og et praktisk Bluetooth-headset fra Nokia

Nokia har i forvejen nogle af markedets bedste Bluetooth-headsets. De har dog først og fremmest udmærket sig ved at være praktiske og have en god størrelse. Nu skal der dog også være plads til lidt mere spas.

BH-301 kan matche ens humør med forskellige covers. Headsettet fås i en lys eller en mørk variant, og du kan vælge cover-farver fra ‘pink flower’ til ‘deep plum’ og mange flere. Det har en taletid på syv timer og en standby-tid på op til 200 timer.

BH-100 lanceres som "den ideelle makker til førstegangsbrugere af Bluetooth". Det er et simpelt og billigt headset på 11 gram. Taletiden er op til 6,5 timer og standby-tiden på op til 150 timer. Ørebøjlen kan varieres i forskellige farver, som følger med i pakken.

BH-201 er lille og kompakt og designet til at kunne tilpasses næsten alle ører. Det har bløde ørebøjler, som kan tilpasses individuelt, eller der kan vælges mellem ørepropper i tre størrelser – de følger med pakken. Det kommer i sort og har op til fem en halv times taletid og op til 150 timer på standby. Hvor det mangler lidt i den sjove afdeling, udmærker det sig blandt andet ved at tilbyde mulighed for genkald eller afvisning af opkald ved stemmestyring.

De tre headsets ventes i handlen i første kvartal 2007, men der er endnu ikke oplyst en pris på dem.