Tomtoms sportsure begynder at tale med mobilen
Tomtom Runner og Tomtom Multi-sport er to sportsure med GPS, der kom sidste år. Som navnene antyder, handler det om henholdsvis løb og multi-sport, eller triatlon (med understøttelse af cykelsensorer og svømning). Ulempen med dem var, at de, trods indbygget Bluetooth 4.0, ikke kunne tale med mobilen.
Nu ændrer Tomtom på det med appen Tomtom Mysports, der kom til iOS (Android kommer på ”et senere tidspunkt” ifølge dem selv). Via appen kan du dels synkronisere din optagede træning til telefonen, men også uploade dem. Glædeligvis gælder det ikke kun Tomtoms egen træningsside, du skal også kunne uploade direkte til Runkeeper og Mapmyfitness.
Vi vil se nærmere på Tomtoms ure inden længe for at se, hvordan funktionen (og urene i det hele taget) fungerer. I hvert fald er det passende til forårssæsonen.