Touch Diamond sælger godt – takket være iPhone
Den har været stor hype omkring HTC’s nye Touch Diamond, der blev sat til salg for nøjagtig en uge siden, og det kan HTC også mærke på salget af modellen, som nærmest rives ned af hylderne.
Det skyldes blandt andet, at Diamond har den rigtige størrelse, er grafisk flot og har mange forskellige funktioner til både business- og privatbrugere:
– Vi har gjort det lidt anderledes denne gang, forklarer HTC’s nordiske chef, Peter Frølund.
– Den er lavet til at blive brugt af alle typer kunder. De 20-årige piger vil bruge den til Youtube, sms og Messenger, mens andre vil gå mere op i, at den har turbo-3G med 7,2 Mbit/s. Det er svært at generalisere med så mange funktionaliteter, forklarer han.
TDC, Sonofon, Telia og 3 har alle taget telefonen ind i deres sortiment, hvilket også vil få stor betydning for salget. Derfor forventer Peter Frølund også, at der bliver solgt flere telefoner med abonnement, end hvad de normalt er vant til.
Det præcise salgstal kan han ikke oplyse, kun at de har solgt mellem 10.000 og 100.000 eksemplarer.
Det gode salg kan dog også delvist forklares med den voldsomme hype, som Apples iPhone har haft det sidste års tid. Det indrømmer Peter Frølund selv:
-Der er en ekstrem opmærksomhed på denne typer mobiltelefoner, og der har været interesse for det, Apple laver. Det smitter af på os, forklarer han.
– Det viser, at man kan sælge mobiltelefoner i fornuftige antal, uden at de skal koste en krone, slutter Peter Frølund.