Træfpunkt genopstår som mobil dating
Der var engang, hvor Tele Danmarks træfpunktet var det hedeste hede. Siden har Internettet taget over som danskernes foretrukne sted at “date” elektronisk. Finde nye kærester, venner og ægtefæller.
Men CBB Mobil mener, at der er et marked for mobil dating. Derfor introducerer selskabet nu CBB Contact.
Systemet fungerer ved, at man ringer op til 60 60 60 60. Her bliver man hurtigt og enkelt guidet igennem systemet, hvor man vælger, hvem man vil snakke med geografisk. Hvis samtalen i det fælles rum bliver for privat, kan man invitere den, man snakker med ind i et privat rum, hvor samtalen kan foregå uden nysgerrige tilhørere.
Dette mobile træfpunkt koster blot 69 øre i minuttet at ringe op til, hvis man er kunde hos CBB.
Firmaet regner i øvrigt med, at træfpunktet på et tidspunkt udvikles til en service for erhvervslivet. Ideen er, at man kan lave telefonmøder mobilt via CBB. Og billigere end hvad det koster hos TDC i dag.