Tre notebooks med indbygget 3G
Fujitsu Siemens Lifebook S6410
Pris: 14.000 kroner
www.fujitsu-siemens.dk
Fujitsu Siemens Lifebook S6410 leveres med Windows Vista Business, hvor de almindelige Windows programmer som Media Player, Mail og Kalender selvfølgelig indgår. Mere interessant for storby nomaden er det dog, at den både er rygsækvenlig og har indbygget turbo-3G – så kan du bare sætte et SIM-kort i computeren, og så har du adgang til det dejlige internet over det mobile netværk. Fuldstændig som hvis du surfer med de meget populære USB-dongles.
Et smart program er 3G Watcher, der hjælper dig med at koble dig op til 3G-nettet. Når du har sat dit SIM-kort ind under batteriet, er det bare at starte programmet og trykke tilslut. Det tager ikke mere end et par sekunder, så er du opkoblet. Der er også en lille måler, der fortæller, hvor meget data du har sendt og modtaget. Det kan være fint at holde styr på, så du ikke får et chok, når regningen for surfingen dumper ind af brevsprækken. Vægten er under to kilo, hvilket gør, at den føles let at bære med sig.
Formen er ret kantet og stram og giver indtryk af at være solid, når man ser på den. VGA-stikket er skjult bag en klap, og stikkene og kortlæserne på siderne ses ikke meget. Det giver computeren et elegant udtryk, når den ligger klappet sammen på bordet. Bunden er bygget i mørkegrå plast, der hurtigt bliver fyldt med fedtfingre, men tastaturet er til gengæld godt. Den har indbygget webcam på 1,3 megapixel, så man kan faktisk lave nogle ret fornuftige videoopkald med den, mens man er på farten.
Skærmen er 13,3 tommer stor. Endelig har den 160 GB hukommelse, 2 GB RAM og 2 GHz processor – en fornuftig kraftkarl, men man skal altså også gribe lidt dybt i lommerne for at få fingre i den.
Plusser
Elegant design
Skærmen
Minusser
Touchpaden
Taster rasler lidt
Konklusion
Til en pris, der ligger flere tusind kroner højere end konkurrenterne, så skal man altså bare være bedst, og over en bred kam er den også bedst af de testede bærbare pc’er med indbygget 3G – indmaden er godt, men det er specielt vægten på kun 1,7 tommer og det lækre format, der virkelig imponerer.
Karakter: 5/6
LG E300
Pris 9.500 kroner
www.lge.dk
LG E300 er rettet mod almindelige forbrugere. Det blanke låg er det første, der fanger opmærksomheden; den er virkelig blank med et svagt finmasket ternet mønster. Det er flot, når den komme lige ud af æsken, men efter nogle timer på skrivebordet og en tur i tasken er det ikke lige så flot med støv, små ridser og fingeraftryk. Vil du holde computeren flot, skal du være flittig med pudsekluden og anskaffe et blødt etui til at beskytte den. Bunden er sort, og rundt i kanten er der en sølvlignende plastkant, der hænger sammen med kanterne omkring tastaturet. Det her apparat kan udover det nyttige også bruges til fornøjelse ved at koble det til Tv’et og se på film. Har indbygget webcam på 1,3 megapixel.
Vil du se på film, bliver skærmen naturligvis endnu vigtigere, og den blanke skærm er god, og den kan også ses fra en skæv vinkel fra siden, hvis man er mange, der skal se med. Men det kræver, at der er ret mørkt, ellers bliver der mange forstyrrende spejlinger. Det mærker man også, når man sidder ude på en bænk i solen og surfer, eller hvis det er lyst bag ved arbejdsbordet, for eksempel fra et vindue. Skærmen er 13,3 tommer.
Trods HDMI-udgang (så man kan koble den til dvd, fjernsyn og anlæg, mangler den knapper til at styre medieafspilleren med – det er irriterende og mærkeligt.)
Programmet 3G Watcher, der hjælper dig med at koble dig op, holde styr på trafikken og sende SMSer, ikke noget rod her – og den går let på nettet. LG sender også et eget program med, der indstiller energisparefunktioner og en CD med programmer til DVD-brænding. Computeren leveres med Vista Home Premium, og der er tale om endnu en bærbar med indbygget turbo-3G. Imponerende 250 GB hukommelse og 1,83 GHz processor krydret med 1,75 GB RAM. Specielt hukommelsen er flot, mens processor og RAM er set bedre.
Plusser
Skærmen
Energisparefunktion
Minusser
Bliver let fedtet
Mangler knapper til medieafspiller
Konklusion
Hvis det er hukommelse, du er ude efter, så er LG’s E300 lige sagen med 250 GB hukommelse. Den leveres med Vista Home Premium og har en del spændende software. Den holder sig lige netop under to kilo – smertegrænsen for undertegnede går ved to kilo for en bærbar, så den klarer sig lige med nød og næppe på den front.
Karakter: 4/6
Dell Latitude D830
Pris: Cirka 8.000 kroner
www.dell.dk
Bærbare computere, der opleves klodsede, kaldes lidt nedsættende for ‘slæbbare’. Og sådan er det med D830, den har en stor skærm på 15,4" og tæt på tre kilo. Slæbbar er lidt ondt, synes jeg, men det er da irriterende, at man ikke kan lyne lynlåsen på min computerrygsæk uden nærmest at bruge vold. Men det er altså prisen, du må betale. Man kan ikke få en større skærm uden, at hele computeren vokser, og Dell har selvfølgelig mindre modeller end D830.
Den store fordel er, at det er meget mere behageligt at arbejde foran en større skærm. D830 er robust bygget med mere metal end plast i chassiset. I produktbeskrivelsen kan man også læse, at den er bygget for at kunne holde til rejsen. Det bidrager selvfølgelig til den øgede vægt. Men det er lækkert med en bærbar, der føles, som om den kan tåle lidt af hvert. Dell har en ren front, alle tilslutninger sidder på kanterne eller bagsiden. Og der er mange af dem. To USB-stik, firewire, høretelefoner, mikrofon og kortlæser på siderne.
En god fordel med den bærbare pc er den store skærm. Den er god til film og billedet har god dybde og skarpe farver. Computeren leveres med Vista Ultimate, og den software, der indgår udover Windows-pakken er kun Dells 3G-program. De bruger ikke 3G Watcher, men har et eget program med det lækre navn Dell Mobile Broadband Card Utility. Men det ligner og fungerer som det andet program med tilslutning, overvågning og SMS. Også denne model stryger fint rundt på internettet via 3G.
Plusser
Stor skærm
Mange tilslutningsmuligheder
Minusser
Tung
Styrekuglen
Konklusion
En decideret fedling af en bærbar pc på 2,7 kilo, men så får man også en stor dejlig skærm på 15,4 tommer og masser af dejlige tilslutningsmuligheder. Designet er dog temmelig trist. Kan man leve med det plus vægten, er de 8.000 kroner godt givet ud.
Karakter: 4/6