Tre nye musikmobiler fra Motorola
Før der var noget der hed iPhone 3G, startede Motorola deres ROKR-linje af musikmobiler i samarbejde med Apple. Og selvom Apple altså ikke er med på sidelinjen mere, fortsætter Motorola selv deres ROKR-linje. Og denne gang gør de det med hele tre nye modeller.
Den første model hedder ROKR EM30, og den minder en del om en anden af Motorolas musikmobiler, nemlig ROKR E8. Ligesom E8 har den nemlig også et såkaldt ModeShift-tastatur, der kan skifte funktion og udseende alt afhængig af, hvad man bruger mobilen til. Desuden er der også et standard hovedtelefonstik på 3,5 mm, ligesom der også er understøttelse af microSD-kort på op til 8 GB. Desuden er der også en indbygget FM-radio med understøttelse af RDS, mens kameraet er på 2 megapixel. Der er desværre ingen 3G i modellen.
De to næste modeller hedder ROKR EM25 og ROKR EM28. ROKE EM25 er en skydemobil, mens ROKR EM28 er en klapmobil. De har ligesom EM30 begge et standard hovedtelefonstik på 3,5 mm og indbygget FM-radio med understøttelse af RDS. EM25 og EM28 har også begge understøttelse af microSD-kort, dog kun op til 2 GB. Begge modeller har desuden et kamera på 1,3 megapixel, mens deres skærme er på 1,8 tommer, og har en opløsning på 128 x 160 pixel. Hverken ROKR EM25 eller ROKR EM28 har 3G.
Alle tre modeller skulle komme på markedet i løbet af tredje kvartal i år.