Treo 650 og Tungsten T5 har problemer med hukommelsen
Det er den nye slags hukommelse i PalmOnes to seneste modeller, der er årsagen til problemet.
Hukommelsen er delt op i sektioner af en størrelse på 512 byte. Mindre filer optager mere plads end det er nødvendigt, da de, selv om de er mindre end 512 byte, alligevel optager en hel sektion.
Problemet er blevet diskuteret i forskellige fora på nettet, og der viser det sig, at flere Treo 650- og Tungsten T5 brugere er berørt.
I en udtalelse, som publiceres af bl.a. Palminfocenter, erkender PalmOne, at hukommelsen i Treo 650 ikke udnyttes optimalt. Indtil man får løst problemet, opfordres ejere af en Treo 650 til at tage kontakt med PalmOne. Så vil de få udleveret et hukommelseskort med plads til 128 megabyte.
Problemet med Tungsten T5 står der ikke noget om i udtalelsen fra PalmOne.