Trolltech-programmer klar til Nokia S60

Nokia ønsker ikke at blive kørt agterud af Android, når det gælder programudvikling. Nu er Trolltechs avancerede udviklerværktøj Qt klar til finnernes S60-telefoner.

Trolltech-programmer klar til Nokia S60

Nokia opkøbte tidligere i år norske Trolltech blandt andet for at få fingre i udviklingsplatformen Qt – udtales ‘Cute’ – for at udfordre Googles åbne Android-platform. Qt er et smart udviklerværktøj, da man blot skal udvikle et program én gang, men alligevel køre det på mange forskellige telefoner i dag.

Med andre programværktøjer har man været nødt til at lave en version af hvert program til alle de styresystemer, man ønsker, det skal kunne afvikles på.

Trolltechs programmer har ind til nu ikke kunnet køre på Nokias S60-telefoner, men de har netop annonceret, at programmer udviklet med Qt nu også kan køre på disse telefoner fra Nokias avancerede smartphone-serie.

Det betyder, at alle de programmer, der er udviklet til andre styresystemer som Linux, Windows Mobile eller Mac OS, nu også kan køre på mere end 80 millioner S60-telefoner.

Nokias vice president for Qt Software, Sebastian Nyström, har store forventninger til de nye muligheder:

– Det giver flere muligheder for at give bedre brugeroplevelse med styresystemet, og gør S60 endnu mere attraktiv for programudviklere, forklarer han.

Læs mere her, hvor du også kan hente programmet Qt.