Tryk på ansigt og ring op med ny Samsung-mobil
Funktionen fungerer på den måde, at du tilknytter et billede af dine venner til deres kontaktinformation i din telefonbog. Derefter kan telefonen så genkende deres ansigter på andre billeder, du tager med det indbyggede 8- megapixelkamera, og når du trykker på et billede, hvor telefonen har "tagged" din ven, kan den altså selv finde deres information i telefonbogen og ringe dem op. Det skriver reghardware.co.uk.
Genkendelsesdelen skulle virke selv på gruppebilleder, hvor dine venners ansigter er tydelige.
Selve "tagging"-funktionen er i øvrigt ikke helt ny, i det Samsung allerede har lanceret kameraet ST 10, der indeholder teknologien. Opkaldsfunktionen i en mobil er til gengæld helt nyt.
Om det så rent faktisk er hurtigere at bladre igennem sit billedgalleri for at finde et foto af den, man ønsker at ringe til, end det er blot at indtaste vedkommendes navn i søgefunktionen i telefonbogen, kan man vel godt tvivle lidt på. Men sidder man alligevel og kigger billeder, når man får lyst til at ringe, er funktionen bestemt praktisk, og ellers er der jo altid en hvis værdi i blot at kunne blære sig overfor vennerne med sin smarte nye telefon.
Udover "tagging"-funktionen skulle telefonen indeholde både førnævnte 8-megapixelkamera med autofokus, tv-modtager, Bluetooth, touch-teknologi og meget mere.
Den dårlige nyhed for de læsere, som allerede så småt sidder og overvejer, hvor længe de skal spare sammen for at få råd til vidunderet, er, at Samsung Haptic 8M foreløbig kun ser ud til at udkomme på det koreanske marked. Skulle man imidlertid alligevel have planer om en påskeferie i Seoul, kommer prisen til at ligge omkring det, der svarer til 4.000 kroner.