Trykfølsom eller ej
På nogle bruger man en pen, på andre fingrene, og nogle kan begge dele. Vi taler selvfølgelig om mobilerne med trykfølsomme skærme. Det trykfølsomme i sig selv, er ingen nyhed, men måden det er bygget op på, og bruges på, har ændret sig meget.
Hvis ikke der allerede var gang i disse typer skærme, så kom der det, da Apples iPhone blev introduceret. Her bruger man udelukkende fingrene til at navigere rundt.
Når man ikke har noget form for tastatur, så kræver det et godt interface. Altså, selve styresystemet skal være intuitivt, og skærmen skal være yderst præcis. Når en potentiel køber prøver en mobiltelefon i en forretning, skal man indenfor 20 sekunder, kunne finde rundt i de basale funktioner og menuer, ellers vil køberne ikke investere i mobilen. Så det er absolut nødvendigt at have et nemt brugerinterface.
Analyseinstituttet Canalys lavede tidligere i år en stor undersøgelse her i Europa, hvor man spurgte ind til design af mobiler, brugervenlighed og netop typer af input, enten direkte på skærm eller via tastaturer.
Vil folk så have trykfølsom skærm?
Ja, 23 procent af de adspurgte ville gerne, hvis det samtidig betød større skærm i samme størrelse telefon. 10 procent var så også villige til at gå lidt op i telefonstørrelse, bare for at få den trykfølsomme skærm og gerne et godt tastatur.
28 procent ville kun have det almindelige numeriske tastatur, og 24 procent foretrak en meget lille telefon.
De brugere der havde stor interesse i mobil-tv, email og gps-navigation, var også typsik dem, der virkelig bød de trykfølsomme skærme velkommen.
Der var dog bred enighed om at telefonerne, selv med trykfølsomme skærme, ikke måtte blive for store.
Noget kunne tyde på, at producenterne også ved dette, da flere smartphones er blevet mindre med årene. Skærmene er samtidig vokset, hvilket giver bedre plads i menuer, flottere grafik og film, og for dem der surfer og henter mails, bedre overblik.
Analysens resultater viser også en tendens til, at folk gerne vil slippe for små fysiske taster, hvis de i stedet kan få flotte grafiske af slagsen. Det giver et bedre og lettere overblik, hvis alt er samlet på et område, nemlig skærmen.