Tvinger forhandlere til faste priser
Mobilselskaberne TDC, Orange, Sonofon og Telia var blandt de selskaber, som Konkurrencestyrelsen her til formiddag ransagede. Konkurrencestyrelsen
mistænker selskaberne for at samarbejde om priserne.
Direktør i Konkurrencestyrelsen, Finn Lauritzen, oplyser, at mistanken særligt går på, at mobilselskaberne har aftalt, hvad forhandlerne skal have i fortjeneste, når de sælger telefoner og abonnementer sammen i en pakke.
Dermed undertrykker mobilselskaberne konkurrencen ved at beslutte, at forhandlerne skal til en fast pris, mener myndighederne.
Konkurrencestyrelsen har beslaglagt store mængder bevismateriale i dag hos de forskellige mobilselskaber, og de kommende uger skal bruges på at gennemgå materialet. Først herefter afgøres det, om sagen kan forfølges videre.
Ransagningen blev i øvrigt gennemført i god ro og orden. Alle steder blev Konkurrencestyrelsens folk modtaget pænt og fik de papirer, som man bad om.
Dagens aktion mod den danske mobilbranche er del af en større kampagne, som Konkurrencemyndighederne har gennemført de seneste år over hele Europa. Her har man – med held – angrebet flere brancher. Senest flybranchen, hvor de nordiske selskaber SAS og Maersk Air måtte indrømme at have aftalt priser.
Sagen blev afsluttet med trecifrede millionbøder.