Tyfoner skyld i faldende HTC-indtægter
Til trods for at HTC’s omsætning sammenlignet med samme periode sidste år steg med 30 procent i dette års tredje kvartal til 1,17 milliarder dollar, så oplevede de et lille fald i indtægter, der i denne omgang blev 219 millioner dollar. Det skyldes tyfoner, forklarer de selv, som forsinkede produkter i september.
Den stigende omsætning bekræfter HTC’s status som betydende spiller på smartphone-markedet. Ifølge analysebureauet Gartners seneste statistik fra årets andet kvartal er de dog stadig ikke på top 5-listen på det samlede mobilmarked, men de indtog tredjepladsen på smartphone-markedet.
Det forventes, at HTC vil fortsætte stigningen i omsætning i årets fjerde kvartal takket være lanceringen af Android-mobilen G1 samt andre nye produkter som blandt andet Touch og 3D.
Forudbestillingen på Android-mobilen er i øvrigt større end forventet, oplyser T-Mobile. De seneste markedsanalyser forudser, at G1-modellen vil kapre fire procent af smartphone-markedet i årets fjerde kvartal i USA.
Et endnu mere lukrativt marked kunne blive Kina, hvor HTC tilsyneladende skulle have indledt forhandlinger med China Mobile om en Android-mobil tilpasset de kinesiske netværk. China Mobile har mere end 500 millioner mobilkunder.