Tynd er alt

Modebranchen har ikke levet forgæves. Selv mobilbranchen er nu blevet fedtsuget. Fremtiden tilhører de tynde. Altså mobiltelefonerne.

Tynd er alt

Det er nu ellers langt mellem de flotte piger på verdens største mobilmesse, der i år er flyttet fra celebre Cannes til Barcelona på grund af plads mangel. Her er det jakkesættene, der dominerer. Men selv om man er et jakkesæt, kan man godt være tynd, mener mobilbranchen.

Motorola lagde sidste år ud med RAZR – der udtales Razer som efter et barberblad. Modellen der også hedder V3 blev en gedigen succes. Folk i branchen taler om at den model har solgt i mere end 2 millioner eksemplarer – et stort og skræmmende tal. I hvert fald har resten af branchen besluttet sig for at følge trop. Så nu er ultra tynd pludselig hittet, jo tyndere jo bedre.

Efter messen, ser det ud som om Samsung har haft det bedst under fedsugningen. 9,8 milimeter plast og metal.. Så lidt fylder den kommende Z150 der, hvor mobilen er tykkest, til trods for at der er tale om en 3G-telefon, som man kan ringe videoopkald med.

Men konkurrenterne LG, Motorola og Benq Mobile følger efter med tynde telefoner. Kun Nokia ser ud til at blive ved den mere buttede facon – til gengæld så regner de med at mere end hver tredje mobil i 2006 hedder Nokia.