Tynd slider fra Nokia

Vi har før skrevet om Nokia E65. Billeder af den har floreret på nettet i noget tid. Nu er der imidlertid dukket en video op af den.

Tynd slider fra Nokia

Modellen er Nokias første forsøg på en tynd slider. Interessant nok sker dette i E-serien, der primært er rettet mod forretningsfolk. De præcise specifikationer for E65 kendes endnu ikke, men den bliver efter alt at dømme en Quadband-telefon og får formentlig både 3G og W-LAN med indbygget program til ip-telefoni, der bl.a. giver mulighed for billige eller helt gratis opkald, når man er tilkoblet et trådløst netværk.

Yderligere har Nokia E65 en skærm med en opløsning på 240×320 pixel, selvom de første rygter dog talte om en opløsning på hele 352×416 pixel. De præcise mål for modellen ligger ikke fast, men det står dog klart at tykkelsen bliver på kun 14-15 mm.

Nokia E65 bliver lanceret sammen med to andre E-serie-modeller næste måned på 3GSM i Barcelona, og vil formentlig komme til Danmark i marts eller april med en pris på ca. 3.500 kr.