Tynde Motorola SCPL lanceres næste år
På 3GSM messen i Barcelona i februar, blev navnet SCPL nævnt hos Motorola. Men der blev hverken vist modeller eller nogen specs frem. Anledningen til det store hemmelighedskræmmeri var, at man var bange for, at der var nogen af konkurrenterne, der skulle kopiere designet.
Frygten var ikke helt ubegrundet, for der har været flere producenter, der har lavet kopier af V3 RAZR modellen.
I dag siger Ron Garriques fra Motorola, at man agter at lancere SCPL til næste år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters i hvert fald. Garriques beskriver modellen som tyndere og indeholdende fem unikke funktioner, der positionerer den fra konkurrenterne. Hvad tyndere rent faktisk dækker over, og om der er tale om en klaptelefon fremgår ikke, men sandsynligvis kan vi vente os produkter, der er tyndere end dagens SLVR og RAZR modeller.
Ifølge Garriques regner Motorola med, at RAZR, SLVR, og PEBL skal sælges i mellem 300-500.000 eksemplarer pr. styk, inden modellen forsvinder ud af sortimentet. Det har RAZR for længst rundet.