Tyveknægte med dyr smag
Vi har set det masser af gange i gangsterfilm. En mørk bil kører en varevogn af vejen. Ud af den mørke bil springer maskerede mænd, og tømmer lasten fra den forulykkede varevogn.
Rent faktisk var det lige præcis sådan det skete i England, da fire mænd kørte en varevogn med mobiltelefoner af vejen. Det skal siges, at ingen personer kom til skade under røveriet, men tyvene slap af sted med temmelig mange telefoner, og det var ikke helt almindelige mobiler.
Varevognen var nemlig fra producenten Vertu, som laver nogen af de dyreste mobiltelefoner i verden. Udbyttet af tyveriet er i nærheden af 3 millioner engelske pund, hvilket vil sige cirka 33 millioner danske kroner.
To af tyvene blev senere fanget ind, men britisk politi leder stadig efter de to sidste. Måske skulle de have overvejet, at stjæle nogle lidt mindre opsigtsvækkende mobiler. Man kunne forestille sig, at de ville være lidt svære at afsætte, især i bundter.