Ubegrænset sms hos Unotel
Hvad gør man som mobilselskab, når man finder ud af, at ens kundegruppe, der sender mellem 300 og 1.500 sms’er om måneden, er kraftigt stigende? Man finder da hurtigt på en måde at gøre gruppen glad, så de bliver lidt længere hos selskabet. Derfor tilbyder Unotel nu en ekstra pakke kaldet SMS5.
SMS5 giver sms-brugeren mulighed for at sende et ubegrænset antal sms’er for kun 39 kroner om måneden frem til den 1. juli 2008. Derefter forsætter abonnementsprisen på 39 kroner, men det koster så 5 øre oven i per sms – deraf navnet SMS5.
– Vi oplever helt sikkert en kraftig stigning i forbruget af SMS’er hos vores kunder. Tendensen er tydeligst i det, vi kalder mellem-segmentet, altså de kunder der sender mellem 300 og 1500 SMS’er om måneden. Dem er der kommet flere af, og deres forbrug er stigende. For at imødekomme denne kundegruppes efterspørgsel, har vi udviklet produktet SMS5, siger Lars Aagaard, der er direktør i Unotel.
Ud fra et lille regnestykke giver det en god besparelse, hvis man er storforbruger af sms’er. Det hidtil billigste tilbud per sms er hos Bibob, hvor det i øjeblikket koster 5 øre resten af året ud. Derefter vil prisen stige til 15 øre. Det vil sige, at næste år kan det betale sig for en storforbruger af sms at være tilmeldt Unotels nye pakke.
Hvis du sender 1.000 sms’er om måneden de første seks måneder i 2008, vil det koste 150 kroner hos Bibob, men holde sig på de 39 kroner hos Unotel. Når Unotels tilbud falder bort 1. juli, vil det koste 89 kroner om måneden at sende 1.000 sms’er hos Unotel. Stadig betydeligt billigere end for eksempel hos Bibob.
Men her er det også tydeligt, at det faktisk betydeligt bedre kan betale sig at tage en operatør som Bibob, hvis man sender færre sms’er. Hvis man er nede på 300 sms’er om måneden, vil det koste 54 kroner om måneden hos Unotel, når deres tilbud løber ud, men kun 45 kroner hos Bibob.
Det er meget matematik, men det er aldrig nemt at se igennem de gode tilbud.