Udsalg på 3G-licens
De tre tidligere 3G-licenser blev opkøbt i 2001 af henholdsvis TDC, Telia og 3 for en pris på omkring 950 millioner kroner, for hver licens. Når IT- og Telestyrelsen sætter den fjerde og sidste licens til salg her i efteråret, vil det sandsynligvis blive til halv pris, skriver IT-avisen ComON.
Meget tyder på at den eneste køber til den ledige 3G-licens er Sonofon, og derfor skulle de kunne slippe af sted med et betydeligt nedslag i prisen – en minimumspris på omkring 400 og 500 millioner kroner.
De tre andre indehavere af 3G-licenser har protesteret højlydt over en mulig auktion, hvor prisen vil blive halveret i forhold til hvad de gav i sin tid. Selskabet 3 har endda truet med en retssag.