Udviklerne flytter til Windows Phone – siger Microsoft
Ved det store Nokia / Microsoft pressemøde i onsdags talte Microsofts Steve Ballmer især til udviklerne. Ifølge ham vil man se de største app-udviklere indenfor Windows 8 universet næste år ved denne tid, på grund af den store udbredelse Microsoft forventer at få af både Windows 8 og Windows Phone 8.
Lige siden de første smartphones dukkede op, har apps være en meget stor del af det at eje en smartphone. I starten havde Apple klart den største gruppe udviklere tilknyttet, og nu er Android efterhånden også kommet med og modtager stort set altid de samme apps, som IOS gør.
Apps har da også været en af de helt store barrierer for Microsoft og Nokia for at bryde igennem på smartphone-markedet, og det halter stadig. Kunderne er ikke klar til at tage skiftet til Windows Phone, hvis ikke de kan få alle deres favorit-apps med over på den nye platform og samtidig vil udviklerne ikke bruge tiden og ressourcerne på at udvikle til Windows Phone, hvis ikke kunderne er der endnu.
Hos Research In Motion (RIM), der udvikler Blackberry, har man samme problem som Microsoft. Senest har de sendt et udspil på banen, hvor de garanterede udviklerne, at hvis man selv kunne sælge for $1000 ville RIM smide op til $10.000 ekstra efter din app.
Helt lige så aggressive har de endnu ikke været hos Microsoft. I Danmark har vi set eksempler på at Microsoft har uddelt Lumia 700 enheder gratis til udviklere der lavede og fik godkendt mindst 3 apps i Marketplace.
Kilde: The Guardian