Ukendt Sony Ericsson-mobil dukket op
Telefonen på billedet herover er endnu ikke blevet officielt præsenteret, og du skal derfor heller ikke skamme dig, hvis du ikke har set den før. Billedet dukkede for nylig op på en Picasa-konto sammen med adskillige billeder taget med en Sony Ericsson "LT15i" og "MT15i". Vi tror at et af disse er navnet på den mystiske mobil. Kodenavnet er angiveligt "Hallon".
Hvis man søger på LT15i i Picasas database, vil man finde flere konti med billeder fra dette kamera, heriblandt flere konti med testbilleder fra forskellige telefoner.
Flere af Sony Ericssons kommende modeller er allerede blevet lækket, herunder X12 (Anzu) og PlayStation-mobilen (Zeus Z1), men denne LT15i/MT15i ligner dem ikke og må være en helt tredje telefon.
Vivaz-efterfølger med Android
Rygterne går på at den formentlig er efterfølgeren til den populære Vivaz med udskydeligt tastatur. I modsætning til Vivaz skal den dog ikke køre Symbian, men derimod Android 2.3 (Gingerbread) – præcis som X12 og Zeus Z1.
Desuden forlyder det sig at telefonen muligvis vil inkludere en såkaldt picoprojektor, og at dette skal være årsagen til det store videokamera på telefonens front.