UMTS auktionen i gang

UMTS auktionen i gang

Mindste bud er 500 mio. kroner for en UMTS licens. Og med det beløb ser det ud til, at den danske stat har sikret sig 2 mia. kroner på UMTS licenserne, da staten sælger fire UMTS-licenser.

I dag mellem 10 og 16 skal interesserede firmaer aflevere deres bud hos Telestyrelsen. En kuvert der indeholder det beløb de er villige til at give for licensen og en kuvert der beviser at de er i stand til at drive et 3. generationsnetværk.

Skulle det ske, at flere end de fire danske (Orange, Telia, TDC og Sonofon) byder på auktionen, risikerer én eller flere af de danske at blive sejlet agterud, ganske som det skete med Telia i Sverige.

Der er dog mulighed for at komme med et nyt bud, hvis man får nys om, at andre har budt. Derfor kan man godt forvente et massivt opbud foran Telestyrelsen mellem 10 og 16 i dag. Men meget overraskende er det kommet frem, at man foruden Telestyrelsen også kan aflevere sit bud hos to advokatfirmaer og et engelsk firma med base i London, der har rådgivet den danske stat om UMTS-auktionen.

De næste 14 dage skal Telestyrelsen så bruge til at kigge buddene igennem, inden de beslutter, hvem de eftertragtede licenser skal gå til.