Undersøgelse: Vi kan ikke lide mobilsnakkende bilister

Mere end ni ud af ti opfatter andres håndholdte mobiltelefoni eller sms-skriveri som et stort problem, hvis telefonbrugeren samtidig kører bil. Unge mellem 18 og 29 år er dog mindre kritiske.

Undersøgelse: Vi kan ikke lide mobilsnakkende bilister

Mere end ni ud af ti mener, at det er et stort problem, at deres medtrafikanter taler i mobiltelefon uden headset eller sms’er, mens de kører bil. Det fremgår af en undersøgelse, som analysefirmaet Userneeds har lavet for Sonofon og Cybercity.

Selskabernes markedsdirektør, Peter Berg, finder tallene paradoksale og som teleselskab vil de til hver en tid opfordre til, at brugen af deres produkter sker med omtanke og ikke bringer andre i fare:

-Vi ved fra den seneste tids omtale i medierne, at sms og håndholdt mobiltelefoni desværre er ret udbredt i trafikken. Og det kan da undre én lidt, når så stor en del af befolkningen samtidig finder det problematisk i undersøgelsen. Vi håber, at fremlæggelsen af disse tal bl.a. kan føre til, at flere gør holdning til handling og holder hænderne på rattet og øjnene på kørebanen eller cykelstien, udtaler Peter Berg.

Unge mindre kritiske

Over 1.000 danskere har deltaget i undersøgelsen. 91 procent erklærede sig “meget enig” eller “enig” i, at “det er et stort problem, at folk taler i mobiltelefon uden headset eller skriver sms’er, når de kører bil”.

Næsten lige så mange – 84 procent – havde samme holdning til cyklister, der opfører sig på samme måde.

I aldersgruppen 18-29 år ligger mere end 7 procent under gennemsnittet i bil-spørgsmålet og næsten 7 procent under gennemsnittet i cykel-spørgsmålet.