Ups! Apple Maps afslører tophemmeligt militæranlæg

Ved et uheld er Apple i deres Apple Maps kommet til at afsløre detaljer om et militært område.

Ups! Apple Maps afslører tophemmeligt militæranlæg

Starten har ikke været den bedste for Apple Maps, og den heftige kritik har fået Apple til at ansætte nye folk, som skal gøre det til en lidt bedre korttjeneste end tilfældet var fra start.

I denne historie bæres der mere brænde til bålet, da Apple er tilsyneladende gået lidt langt for at levere så gode data som muligt i deres nye korttjeneste. Modsat mange andre steder i verden, så var kortet over Taiwan fra start så detaljeret, at man kunne se et tophemmeligt radaranlæg på satellitbillederne over den nordlige del af Hsinchu-provinsen.

Læs også: Sådan vil Google og Samsung udfordre iPad

Anlægget har kostet omkring 6 milliarder kroner at opføre, og det var bestemt ikke planen at alle og enhver skulle have frit udsyn til den ultra-højfrekvens radar, som skal bruges som hemmeligt værn mod eventuelle raketangreb fra det kinesiske fastland.

Når man kigger ind forbi diverse korttjenester er det helt normalt, at militære områder er udviskede, så man ikke kan få andet end den overordnede placering ud af kortet, men sådan var det altså ikke i Hsinchu-tilfældet.

Taiwans forsvarsministerium har i en udtalelse beklaget, at billederne er kommet ud, men samtidig er det svært at gøre noget ved det nu. De vil ifølge deres officielle udtalelse bede Apple om at sænke billedopløsningen i området, som de gjorde, da Google i sin tid samlede satellitbilleder over øen sammen til deres Google Earth-kort. Så skulle det være slut med at snage i Taiwanesernes militære hemmeligheder.

Kilde: CNet.com