Ups! Webshop afslører ved fejl prisen for Nokia Lumia 920

En svensk forhandler har ved en fejl fremvist en mulig pris på den nye Lumia 920.

Ups! Webshop afslører ved fejl prisen for Nokia Lumia 920

Da Nokia i sidste uge præsenterede deres nye Lumia 820 og Lumia 920 modeller, var udmeldingen at telefonerne ville være tilgængelige i slutningen af året og der blev ikke nævnt noget specifikt om prisen.

I fredags kunne nyhedsbureauet Reuters så fortælle, at ifølge kilder hos europæiske mobiloperatører kommer Lumia 920 til salg i november i år. Det vil altså betyde, at Nokia kommer i stærk konkurrence med både den nye iPhone, men også alle de nye Windows Phone 8-modeller som blandt andet er blevet præsenteret af Samsung.

Hos vores svenske søstersite, mobil.se, har de nu opdaget en Lumia 920 på en svensk forhandlers hjemmeside. Prisen, som senere er blevet fjernet, stod til 5799 svenske kroner uden abonnement hvilket svarer til ca. 5.000 danske kroner.

Til sammenligning kan lillebror Lumia 900 findes ned til ca. 3000 kr. hos danske forhandlere lige nu, hvor den i Sverige ligger til 500-1000 kr. mere.

Det bliver interessant at se, hvad prisen lander på i Danmark, når den på et tidspunkt bliver officiel. En dansk pris på omkring 5000 kroner vil kategorisere Lumia 920 med de førende topmodeller på markedet, og dermed også lægge et vist pres på Nokia for at leve op til den forholdsvis høje pris.

Kilde: Mobil.se