Vælg selv summetone på mobiltelefonen
Hvis vennerne eller mor er lidt langsomme til at tage telefonen, så er der nu hjælp på vej.
En ny teknologi, der – selvfølgelig – hitter i Asien netop nu er individuelle summetoner, skriver IT-Avisen.
Så helt som med ringetoner til telefoner, kan ventetiden – før din telefon bliver taget – nu fyldes ud med musik, køer der synger eller måske bare en gryntende gris.
I Korea, hvor tjenesten er blevet meget populær, kan kunderne vælge mellem 30.000 musikhits. Det koster 1 dollar om måneden at være med og 60 cent pr. summetone, som man vælger at lægge på ens linie.
Selve summetonen lægges ikke ned på telefonen, men bliver på telefonselskabets server.
Meget tyder ifølge IT-Avisen på, at vi allerede næste år kommer til at se den nye spændende service i Europa.