Verdens mest populære spil klar til Windows Phone 8
For nogle dage siden gik der rygter om, at det danske super spil Subway Surfers var på vej til Windows Phone 8, men det viste sig bare at være en tidlig aprilsnar. Det var ganske enkelt et fansite på Facebook, der lokkede en række internationale tech-medier i fælden.
Men nu er det vel nok mest populære spil til smartphones og tablets, Temple Run, endelig kommet til Windows Phone 8. Det er første udgave af spillet, man nu kan hente til sin Windows Phone 8, ikke den nyeste version 2.
Temple Run er blevet hentet mere end 170 millioner gange til Android og iPhone og er formentlig det mest downloadede spil nogensinde. Temple Run til Windows Phone kommer dog ikke til Xbox Live, hvilket kan undre lidt.
Spillet er gratis som til de andre platforme, men man kan så købe sig til virtuelle mønter, der kan bruges i spillet.
De første reaktioner fra brugerne er, at spillet generelt er fint, men at de savner mere præcis og hurtigere respons på ens fingerbevægelser på skærmen.
Du kan hente Temple Run til Windows Phone her.