Verdens største mobile styresystem bliver bedre
Der er tale om en ny såkaldt Feature Pack til Nokias styresystem S60, kaldt Feature Pack 2. Den er oven i købet blevet offentliggjort, før der findes telefoner med den hidtil nyeste Feature Pack 1 på markedet.
Det officielle navn er Symbian S60 3rd Edition Feature Pack 2, og der er tale om forbedringer på en række punkter. Bl.a. er det blevet nemmere at skifte mellem de programmer man har kørende, ligesom det nu endelig er blevet muligt at få vist et fuldskærmsbillede af den person, der ringer. Indtil nu har det været nødvendigt at købe ekstra programmer for at få mulighed for dette – nu er det som standard indbygget.
Ydermere finder telefonen nu selv ud af, om en besked skal sendes som sms eller MMS, alt afhængig af, om der kun er tekst, eller der også er videoer eller billeder med i beskeden. En pauseskærm med indbygget slideshow er der også blevet plads til. Det er nu også muligt at få RSS-feeds med nyheder hentet direkte ned så de scroller hen over startskærmen.
De første telefoner med det nye styresystem forventes at komme i løbet af anden halvdel af 2007.