Verdenspremiere hos Mobil: Ericsson R600

Verdenspremiere hos Mobil: Ericsson R600

Som det første medie i verden kan Mobil i dag præsentere den nyeste mobiltelefon fra Sony Ericsson. Telefonen er Ericsson R600, der er tænkt som et bud på fremtidens billigere GPRS-telefoner.

Måske skulle vi bare kalde R600 mobiltelefonernes første folkevogn til fremtidens højhastighedsnet. Prisen ventes nemlig at blive omkring 2.000 kroner. Og det er til dato den billigste pris på en GRPS-telefon.

For de penge får du en dualband telefon, der i udformning og design ligner storebroderen Ericsson T68 meget. Der er et fem liniers display i telefonen, som også har fire spil og en kalender.

Telefonen har samtidig en smart funktion indbygget, så den kan lyse med tre forskellige farver, afhængig af hvem der ringer. Så kan du for eksempel indkode et rødt blink for mor, et gult for kæresten og et grønt signal for din bedste ven…

Da telefonen er en billig-model, så er der hverken bluetooth eller infrarød indbygget. Men der er også sparet på ting som POP3-mail, MP3-afspiller og FM-radio. Det er lidt skuffende, fordi alle tre ting appellerer til de unge mobilbrugere, som telefonen ventes at skulle sælges til.

R600's største fortrin er derfor prisen. Og så kan vi i øvrigt også godt lide den enkle, brugervenlige opbygning af telefonens menuer.

Fakta om Sony Ericsson R600

Vægt: 82 gram

Størrelse: 105 x 45 x 20 mm

Display: 5 rækker (101 x 67 pixel)

Pris: Cirka 2.000 kroner

Farver: Isblå eller Champagne

Forventes i handlen: I dette kvartal