Verdenspremiere: Ny iPhone-app viser vej gennem Københavns lufthavn

Københavns Lufthavn lancerer snart en decideret verdensnyhed, når de opdaterer deres CPH Airport-app. Med augmented reality vil man nemlig kunne finde vej med meters nøjagtighed til den nærmeste Starbucks eller Hugo Boss-shoppen i lufthavn.

Verdenspremiere: Ny iPhone-app viser vej gennem Københavns lufthavn

CPH Airport-app’en har været tilgængelig i nogen tid efterhånden. Ind til nu har den blandt andet kunnet vise live-information om adgange og ankomster. Men i løbet af nogle uger får den en ny funktionalitet til iPhone.

Københavns Lufthavn har, som den første lufthavn i verden, indarbejdet augmented reality i sin iPhone-applikation, så teknologien bruges som vejviser indendørs i selve terminalerne. Mange kender teknologien fra andre apps til udendørs brug, hvor telefonen fungerer som redskab til at orientere sig med.

De fleste kender til GPS-positionering med apps som Krak og Google Maps, men da GPS-signalerne ikke går igennem beton og dermed terminalbygningerne i lufthavnen, virker denne funktion ikke indendøre. Københavns Lufthavn anvender i stedet lufthavnens Wi-Fi infrastruktur til at foretage en tilsvarende præcis positionering som via GPS. Oplysningerne er nøjagtige ned til få meter, og der arbejdes på at få en mere præcis gangafstand i en kommende version af applikationen, oplyses det i en skrivelse.

Med den skulle man altså let kunne finde frem den ønskede shop eller restaurant ved hjælp af augmented reality. Man klikker ganske enkelt bare på den pågældende shop, der vises på skærmen og så bliver man guidet frem til destinationen via en ruteplanlægger på telefonen. I praksis får man som passager at vide, om man skal gå til højre eller venstre samt rutens længde.

”Vi oplever, at jo bedre passagererne kan planlægge deres tid i lufthavnen, desto mere stressfri og behagelig bliver deres rejse. Vi vil gerne være lige ved hånden og både applikationerne til Android telefoner og iPhones giver passagererne mulighed for at finde aktuel information, når det er relevant for den enkelte. Det kan være på vejen ud til lufthavnen, eller når man opholder sig i selve lufthavnen. Med den nye augmented reality-teknologi i applikationen håber vi at gøre det endnu nemmere og sjovere at orientere sig i lufthavnen,” siger Christian Poulsen, IT direktør i Københavns Lufthavne A/S.

SITA, der leverer it til luftfartsindustrien globalt, har sammen med Københavns Lufthavn udviklet den nye augmented reality app:

“Denne nye teknologi i Københavns Lufthavn er banebrydende, ikke blot for luftfartsbranchen, men for alle der ønsker at udvikle en augmented reality-applikation, der fungerer inde i bygninger. Vores arbejde sammen med Københavns Lufthavn er et stort skridt ind i fremtidens ”wayfinding”, hvor passagererne benytter augmented reality og ikke blot orienterer sig ved hjælp af fysiske skilte. Det giver samtidig en unik mulighed for at yde en bedre service til passagerer i lufthavne – i første omgang i København, som dermed er første lufthavn i verden, der forsøger sig med denne nye teknologi,” siger Jim Peters, der er SITA’s Chief Technology Officer og leder af SITA Lab.

Applikationen ligger i øjeblikket til godkendelse hos Apple og forventes at være tilgængelig i App Store om kort tid.

En tilsvarende funktionalitet vil sandsynligvis blive introduceret i Android-versionen på et senere tidspunkt, hvis passagererne tager godt imod den nye mulighed.

Siden juli måned har flere end 100.000 personer downloadet CPH’s iPhone applikation, og den findes i foreløbig tre sprogversioner: dansk, engelsk og svensk.

Mobil.nu tager i dag et smut i lufthavnen for at se, om den opdaterede app-funktionalitet nu også fungerer som oplyst – følg med her senere i dag, når vi opdaterer mobil.nu med videoklip af app’en i funktion.

Sidste tilføjelse til historien

Næste historie om emnet er også interessant. Redaktionen har holdt fast i temaet. 15/3/2011 blev sagen bragt videre med en ny vinkling på emnet Hvid iPhone klar dette forår – Den kan læses her. Tjek også seneste nyt om emnet her..