Vi elsker e-mail på farten

Der bliver surfet på farten via det mobile bredbånd som aldrig før. Og det er primært e-mail, informationssøgning og nyheder, vi gør brug af på det mobile internet.

Vi elsker e-mail på farten

IT- og Telestyrelsens seneste statistik viser, at antallet af mobile dataabonnementer steg med over 50 procent fra lidt under 1,1 million til over 1,6 millioner fra andet halvår 2008 til andet halvår 2009. Samtidig steg det samlede dataforbrug med 76 procent, så hver enkelt abonnement har altså også brugt endnu mere data end et år tidligere. Men hvad bruger vi så denne data til?

E-mail særdeles populært
Det satte Telenor sig for at undersøge. Firmaet Userneeds lavede derfor en rundspørge for Telenor blandt 1006 danskere, og den afslørede at hele tre ud af fire bruger deres mobile bredbånd til e-mail. Som den næstmest gjorte ting følger søgen efter information med 64 procent, mens præcis halvdelen bruger deres mobile dataforbindelse til at læse nyheder.

Messenger ude i kulden

Netbank, sociale netværk og at gå på arbejdspladsens netværk er også alle populære ting, idet cirka en tredjedel gør brug af hver af disse ting. Instant messaging som for eksempel Messenger er dog ikke så populært, idet kun hver niende gør brug af dette på farten.

Sammen med publiceringen af resultatet af den nye undersøgelse er Telenor selvfølgelig ikke langsomme til at fremhæve, at deres netværk nu skulle være et af de bedste i landet:

– Vi har på meget kort tid opbygget et mobilnetværk, der er fuldt på højde med eller bedre end resten af markedet. En omfattende netværksopgradering betyder, at der med få undtagelser vil være 21,1 Mbit/sek i hele vores mobilnetværk i september. Næste skridt bliver 4G, idet vi forleden vandt en af de eftertragtede 4G-licenser og påbegynder 4G-test i Danmark til sommer, siger Peter Berg, der er markedsdirektør i Telenor.