Vi har prøvet Android 4.1 Jelly Bean

Selvom antallet af nyheder i Jelly Bean ikke er overvældende, er der alligevel tale om en markant opdatering, der forbedrer brugeroplevelsen og gør systemet langt hurtigere.

Vi har prøvet Android 4.1 Jelly Bean

Jo, ændringerne dukker op i takt med at man bruger systemet. Google har f.eks. arbejdet på at forbedre widgets på hjemskærmen, så de nu selv tilpasser sig til den tilgængelig plads, og ikoner kan ligeledes flytte sig rundt på skærmen for at give plads til widgets.

Hvis man holder på et ikon eller en widget på hjemskærmen, kan man nu også kaste dem væk fra skærmen med en hurtig fingerbevægelse. Det er en fin lille detalje, der spiller godt sammen med andre områder i systemet, hvor man kan bruge en lignende gestus til at fjerne elementer.

Langt bedre notifikationer

Notifikationslinjen ligner umiddelbart sig selv i Android 4.1, men hvis man hiver notifikationsområdet ned, vil man hurtigt opdage en række ændringer.

I Jelly Bean har man nemlig lavet fuldstændig om på notifikationer, så programmer nu kan lave markant større notifikationer med mere indhold og flere muligheder. En række af de præinstallerede programmer gør brug af de forbedrede notifikationer, og det er også muligt for tredjepartsudviklere at gøre det samme.

Notifikationer kan nu fylde op til fire gange så meget plads som før, og det er faktisk ikke så slemt, som det måske kan lyde. Det er nemlig kun den øverste notifikation, der som udgangspunkt er udvidet til den store størrelse, men hvis man ønsker det, kan man også udvide andre notifikationer med ved at trække to fingre fra hinanden.

De store notifikationer er fremragende til billeder og lange beskeder. Gmail-programmet viser f.eks. op til fire e-mails samtidig med den store notifikation, og Google+ kan vise store billeder i notifikationen. Nederst i notifikationer kan man nu desuden også få adgang til en række valgmuligheder, der afhænger af programmet – f.eks. vil man kunne dele billedet videre i Google+ direkte fra notifikationen, mens man hurtigt kan ringe op til en person, hvis man har mistet et opkald.

Photo:

En sidste ændring for notifikationer er, at udviklere kan vælge hvilken prioritet deres notifikationer skal have. Man har fem forskellige prioriteter at vælge mellem, og hvis du synes at et program misbruger denne funktion, kan man holde på notifikationen og se hvilket program, der står bag misbruget. Hvis man har lyst, kan man endda fjerne programmets mulighed for at lave notifikationer, så man aldrig bliver generet igen.

Ændringerne i notifikationsområdet er rigtig omfattende, og det er en markant bedre oplevelse at bruge notifikationer i Jelly Bean end tidligere versioner af Android. Ifølge Google har der faktisk ikke været nævneværdige ændringer i notifikationssystemet siden den første version af Android, så det er måske også på tide med lidt nyt.