Vi har prøvet Garmin A10 med Android

Garmin-Asus A10 leveres komplet med navigationsprogram og aktiv bilholder – og nå ja, også med Android som styresystem. Vi har prøvet GPS-mobilen.

Vi har prøvet Garmin A10 med Android

Garmins mobilsatsning har været ramt af forsinkelser, siden de første billeder blev præsenteret for omkring to år siden, men nu er den her altså – Nüvifone. Tidligere i år blev en Windows-mobil og en enklere Android-mobil lanceret – M10 og A50 – men modellen, der sælges herhjemme hedder Garmin-Asus A10.

Efter at have testet de seneste tynde og iPhone-lignende navigatorer i Nüvi-serien har vi høje forventninger til Garmin-mobilen. Desværre føles mobilen slet ikke som en Nüvi 3790, men snarere som en eller anden touch-mobil i den lavere prisklasse.

Materialet er plast, og størrelsesmæssigt er A10 hverken særlig praktisk eller bemærkelsesværdigt kluntet.

På siden af mobilen er der dog en rigtig god finesse. A10 har et dockingstik og leveres med en aktiv bilholder. Praktisk at slippe for løse ledninger på rejsen.

garmin a10 holder

A10 har version 1.6 af Android og Garmin kan ikke oplyse til os, hvornår en opdatering kan blive klar til modellen.  Skærmopløsningen på 320 x 480 pixel gør, at A10 kan køre en stor del af udbuddet i Android Market.  Skærmen ser ikke så lysstærk ud ved første øjekast, men fungerer overraskende godt udendørs i sollys. Den benytter kapacitiv teknik og understøtter multitouch.

GPS-programmet fungerer rigtig godt i A10. Den brugervenlige brugerflade fra de almindelige Nüvi-enheder findes også i A10, og Androids skærmtastatur gør det let at skrive destinationerne, selvom skærmen er noget mindre end de fleste navigatorer.

Kortene er installeret på forhånd i mobilens hukommelse, så der skal ikke store datamængder til for at bruge programmet. Mobilen har en bevægelsessensor, der automatisk vender skærmen rigtigt, afhængigt at om man holder den i hånden til navigation til fods eller sætter den horisontalt i bilholderen. Zoom med multitouch fungerer fint i både Garmins kortprogram og i webbrowseren.

Sammenlignet med Sony Ericssons eller HTCs Android-mobiler i samme prisklasse er A10 ret sparsomt udrustet med ekstrafunktioner. Der er ganske udmærkede apps til vejr og trafikinformation, men vi havde gerne set flere brugerfladeforbedringer og sociale netværk allerede fra start. Nu må man bruge en hel del tid på at downloade supplementer via Android Market.

Garmin A10 fakta
Type: Smartphone med turbo-3G, quadband og Edge
Vægt: 133 gram
Mål: 110 x 56 x 15 mm
Taletid: 4 timer
Standbytid: 600 timer
Hukommelse: 4 GB indbygget, plads til microSD
Internet og datafunktioner: Webbrowser, RSS-læser, e-mail, synkroniseret kalender og telefonbog
Maksimal datahastighed: 7,2 Mbit/s
Tilslutning til PC/Mac: Ja, via USB
Bluetooth: Ja, Bluetooth med stereo (A2DP)
Telefonbog: Navn, flere forskellige telefonnumre, e-mail, foto, fødselsdag, postadresser og tekstfelt. Dynamisk hukommelse.
Skærm: TFT, 320 x 480 pixel, 3,2 tommer, touch
Spil: Kan downloades fra Android Market
Kameraopløsning: 5 megapixel med autofokus
Øvrige funktioner: Navigatorprogram, alarm, lommeregner, medieafspiller, enhedskonverter, flyafgange, vejr, chat, dokumentviser
Tilbehør: Oplader, USB-kabel, og aktiv bilholder indgår.
Stik til ekstern antenne: Nej
Producentens hjemmeside: www.garminasus.com
Pris: Ca. 3.200 kr.