Vi har prøvet HTC Touch Cruise 2
Sammenlignet med den første HTC Touch Cruise er der sket meget til det bedre med den nye Touch Cruise 2. Den første var stor og klodset med trist udseende, men med den nye version får man en lille let, fikst og flot telefon med bløde og afrundede former. Den nye måler 102 x 53.5 x 14.5 millimeter og vejer 103 gram og den glider let ned i lommen og ligger godt i hånden. Den er ligeledes lavet i lækre materialer.
Touch Cruise 2 er udstyret med TouchFLO og der er virkelig sket ting og sager med selve styringen. Skærmen reagerer godt og man næmest flyver igennem menuerne, når man bevæger sig rundt – det fungerer bare godt!
Den kan naturligvis bruges til alt det, vi normalt bruger mobilen til, og funktioner som musik, web og så videre fungerer i store træk som vi kender det fra HTC’s tidligere Touch-modeller. Men som navnet indikerer, så har denne model primært fokus på navigation. Skærmen på 2,8 tommer virker dog til at være lige i underkanten af, hvad der er optimal for en rigtig GPS-mobil. Skal den bruges i bilen, skal den efter min mening op over de 3 tommer, mindst. Skal det være rigtig godt til bilen, skal vi nok også op i 3,5 tommer.
Men det kommer måske an på, hvad man er vant til og under alle omstændigheder vises kortene i hvert fald fint på skærmen.
Tasterne gør også, den ikke virker optimal til bilen. Man kan vælge mellem flere forskellige typer tastaturer og to størrelser, men selv med den største virker det lidt småt, hvis man skal sidde i bilen og taste adresser ind. Det gælder i hvert fald om ikke at ryste på hånden.
Når det er sagt, så skal det også siges, at TomToms GPS-løsning, der følger med Touch Cruise, er meget brugervenlig og utrolig indlysende at bruge. Så på den front er Touch Cruise et rigtig godt bekendtskab – der følger kort med over Norden ved køb.
Der følger også en fin holder med til telefonen, men umiddelbart viker den mere interessant, når man bevæger sig rundt til fods. Det ser vi især med HTC’ nye program Footprints, som gør, at GPS’en kan bruges til andet end at navigere efter.
Når man aktiverer programmet, kan man skyde et billede og så tagges GPS-informationen til billedet, både med satellit-info og bynavn.
Herefter kan man så vælge at få billedets position vist på Google Maps eller man kan starte navigation med TomTom hen til det sted, hvor billedet er taget.
Jeg har kun prøvet Touch Cruise 2 i kort tid, og selvom jeg har mine tvivl omkring den til GPS-brug i bilen, så er jeg overbevist om, at den bliver et rigtig godt bekendtskab. Specielt Footprints regner med at få mange fornøjelige stunder med. Windows Mobile stikker godt nok sit ansigt lidt frem fra tid til anden, men om det bliver et egentlig irritationsmoment i længden, kan du læse mere om i stortest af modellen i april-nummeret af Mobil.