Vi har prøvet Motorola Q

Motorola Q er en vigtig model for Motorola. Den er et tegn på, at de vil til at satse på at nå ud til folk med mere avancerede behov. De første indtryk af modellen er gode.

Vi har prøvet Motorola Q

Hvis Razr er Motorolas måde at flirte med forbrugerne på ved hjælp af form og design, er Motorola Q definitivt rettet mod en mere professionel brugerskare, men den er stadig meget tynd.

I stedet for at bygge Q omkring et eget styresystem stoler Motorola på Windows Mobile, og det i deres nyeste version, nummer 6. Det er en klar fordel, ikke mindst for antallet af tilgængelige programmer, der kan downloades til telefonen. Det bliver helt enkelt lettere at skræddersy den efter sine egne ønsker.

Klarer sig godt

Rent fysisk er Motorola Q9 en tynd tastaturmobil, ikke helt ulig de modeller, der har gjort Blackberry så populære. Men de er ikke alene. I stedet er formatet blevet lidt af en standard i denne gruppe af mobiler, og andre eksempler er Nokia E61, Palms Treo-modeller og enheder fra HP og Samsung.

Sammenlignet med disse klarer Q formatet fint. Tastaturet består af let rundede taster uden særlig meget mellemrum mellem sig, men de er rigtig gode at skrive med. Overfladen er mat, gummiagtig, og man kan komme op i en ret god hastighed, når man bruger begge tommelfingre til at skrive med.

Tastaturet har desværre ikke dedikerede taster til æ, ø og å. I stedet må man holde for eksempel O-tasten inde, og efter et øjeblik kommer der en lille menu, hvor man med to klik kan vælge hvilket specialtegn, man vil bruge.

I den version, vi har testet, er det den eneste måde, men når Q kommer i butikkerne, skal man også kunne bruge alt-tasten i kombination med tre forskellige taster for at få vores danske bogstaver frem.

Turbo-3G

Q har turbo-3G, så man kan surfe og modtage e-mail rigtig hurtigt, hvis man befinder sig i et område, der er udbygget med den nye teknik.

E-mailen lader til at fungere forholdsvis godt. Styrken er naturligvis muligheden for at tilslutte sig til firmaets mailsystem. Hvis IT-afdelingen er indrettet til Windows, er Windows Mobile et praktisk valg. Bilag håndteres fint, og man får en udmærket oversigt og kan tilmed læse HTML-mail.

Til håndtering af dokumenter bruger Motorola Documents To Go, og afstår altså fra Microsofts egne programmer til dette formål. Alternativerne adskiller sig ikke meget fra hinanden, og man kan sige, at begge programpakker leverer cirka samme funktion og oplevelse. De giver begge mulighed for både at læse og redigere dokumenter, og er godt integrerede i systemet.

Med Q lader Motorola til at være på rette smartphone-vej. De har for eksempel en hel del genvejstaster til musikafspiller osv., men desværre er den ikke udrustet ned RSS-læser, podcast og andet, der drager nytte af den hurtige internetopkobling, som telefonen faktisk er udrustet med.

Vi bringer en stor test af Motorola Q9 i næste nummer af Mobil. Her kan du læse, om hvor de første gode indtryk kan gøre sig gældende i længden, eller om Q9 kommer til kort over for konkurrenterne.